Den amerikanske studievært Edward R. Murrow går til angreb mod den fanatiske senator Joseph McCarthy
Den 9. marts 1954 om aftenen blænder den amerikanske tv-station CBS op for udsendelsen See It Now, et nyhedsmagasin med kommentarer til aktuelle begivenheder med den berømte journalist Edward R. Murrow som vært. Det ryster USA.
Murrow og hans producer Fred W. Friendly har forberedt programmet i flere uger, og nu starter deres nådesløse angreb på én af 1950`ernes USA`s mest notoriske politikere, senator Joseph McCarthy fra Wisconsin.
Siden slutningen af 1940`erne har McCarthy skabt sig en politisk karriere ved at drive klapjagt på kommunister i statsadministrationen. Her i starten af den kolde krig oppisker McCarthy en om muligt endnu mere hysterisk frygt for kommunister. I første del af 1950`erne har hysteriet og forfølgelserne antaget et omfang, så stort set ingen offentlig person tør gå i rette med McCarthy af frygt for selv at blive beskyldt for at være kommunist.
Men den 20. oktober 1953 sker der noget: Nyhedsmagasinet See It Now går for første gang til forsvar for nogle af ofrene for kommunistjagten. Den første udsendelse handler om den serbisk-amerikanske soldat Milo Radulovich, der er blevet anklaget for uamerikansk virksomhed og for at være kommunist, fordi hans far abonnerer på en jugoslavisk avis.
See It Now og Edward Murrow bliver hurtigt centrum for voldsom opmærksomhed, både positiv og negativ, men Murrow stopper ikke. I de kommende måneder vender See It Now ien og igen tilbage med historier om heksejagtens ofre.
I foråret 1954 slår Murrow til mod selve McCarthy. Da Murrow toner frem på skærmen tilbagelænet i sin stol og med sin klassiske rygende cigaret i hånden, starter han et halv time langt frontalangreb på senatoren.
Han beskriver, hvordan McCarthy har gjort det til en politisk karriere at sprede skræk i befolkningen og vildlede medier og politikere. Det slår så voldsomme skår i McCarthys troværdighed, at CBS i timevis bliver kimet ned af seere, der roser Murrow for at tale imod hysteriet.
Efter programmet bliver McCarthy inviteret til at give svar på tiltale i programmet, hvad han gør nogle dage efter. McCarthys vrede modangreb hjælper dog ikke til at genopbygge troværdigheden. Samtidig får han militærets top imod sig med sine anklager om forræderi og kommunistiske konspirationer.
McCarthys fald fra magten bliver en realitet, da Senatet giver ham en alvorlig reprimande i december 1954. Men jagten på kommunister i USA fortsætter ufortrødent uden McCarthys hjælp.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278