13 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

4. marts 1918 - Den spanske syge bryder ud i Kansas

4. marts 1918 - Den spanske syge bryder ud i Kansas

Torsdag, 04. marts, 2010, 00:00:00

Den spanske syge slår flere mennesker ihjel i sine første 25 uger, end aids har gjort i sine første 25 år

Den 4. marts 1918 begynder en mystisk sygdom at sprede sig blandt soldaterne indkvarteret i Fort Riley i staten Kansas i USA.
I løbet af få dage ligger størstedelen af soldaterne, der er under uddannelse for at blive indsat i skyttegravene i Første Verdenskrig, syge med voldsomme symptomer som feber, kvalme og besvær med at trække vejret. De lokale læger er magtesløse overfor sygdommen, og tilkalder snart specialister fra hærens laboratorier, men også de står helt uforstående overfor den mystiske sygdom.
Hvad soldaterne i Fort Riley oplever er starten på verdens hidtil mest omfattende epidemi: den spanske syge.
I de kommende måneder spreder sygdommen sig over det meste af USA, og når blandt andet New York allerede den 11. marts. Men katastrofen rammer først for alvor i august, da en mere aggressiv variant af sygdommen dukker op i Frankrig.
Den spanske syge dræber gennemsnitligt 'kun' omkring fem procent af de smittede, men da sygdommen er utroligt smitsom, spreder den sig med lynets hast, og når på sin tur rundt i verden at inficere næsten en fjerdedel af hele jordens befolkning.
Den igangværende Første Verdenskrig betyder, at store menneskemasser flytter sig med hærenes bevægelser, og det hjælper til at sprede sygdommen, der i perioder lægger store dele af krigens frontafsnit øde.
På grund af krigstidens censur forbliver store dele af Europas og USA's befolkninger uvidende om omfanget af den forfærdelige sygdom, der bliver kendt som 'den spanske' simpelthen fordi Spanien ikke har pressecensur, og de spanske nyhedsmedier derfor frit kan berette om epidemien.
Alt i alt anslås det, at den spanske syge når at dræbe mere end 25 millioner, måske op til 100 millioner, mennesker, altså mindst dobbelt så mange døde som faldt i hele Første Verdenskrig.
Den spanske syge slår flere mennesker ihjel i sine første 25 uger, end aids har gjort i sine første 25 år!
Hvad var så den spanske syge?
Jo, det var såmænd en ganske almindelig influenzavirus, der i slutningen af 1917 havde muteret til en særlig dødbringende kombination af særligt stor smitsomhed og ekstremt voldsomme symptomer.
Den spanske syge er stadig den sandsynligvis værste såkaldte 'pandemi', der har ramt menneskeheden, mere dødbringende end både 'den sorte død' og aids.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. mar. 2010 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder