Med stemmerne 98 for og 91 imod vedtager ledelsen i National Union of Mineworkers (NUM), de britiske minearbejderes fagforening, at stoppe den strejke, som bliver indledt i marts 1984
Afstemningen foregår i britisk LO`s lokaler i London den 2. marts 1985 på en råkold og regnvåd dag. Udenfor bygningen venter minearbejdere på beslutningen, som får en blandet modtagelse.
Strejken bliver udløst, da ledelsen af det statslige mineselskab, Ian McGregor, afslører planerne om at skære ned i produktionen af kul - en nedskæring der svarer til at lukke 20 miner og nedlæggelse af 20.000 arbejdspladser.
På regeringsmagten sidder de konservative med nyliberale Margaret Thatcher i spidsen. Hun har sat sig for både at privatisere og lukke statsejede virksomheder og en gang for alle at knække den britiske fagbevægelse.
Strejken bliver den længste strejke i Storbritanniens historie, og de militante minearbejdere bliver mødt med brutal modstand fra myndighedernes side. Det lykkes også Thatcher-regeringen i løbet af kampen at splitte minearbejdernes fagforening.
I alt blev næsten 10.000 minearbejdere anholdt i forbindelse med politiets mange angreb mod minearbejdernes blokader og aktioner under strejken.
- Vi har besluttet at gå i arbejde på baggrund af en lang række årsager. En af grundene er, at fagbevægelsen i Storbritannien, med nogle få bemærkelsesværdige undtagelser, har isoleret denne fagforening, erklærer Athur Scargill, formand for NUM, efter beslutningen.
- En anden grund er, at vi ikke står overfor en arbejdsgiver, men overfor en regering i ledtog med domstolene, politiet og jer i medierne. Og endeligt, nu lider vores medlemmer enormt, fortsætter Athur Scargill og tilføjer, at strejken er slut, men kampen for arbejdspladserne er ikke slut.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278