Den 17. februar år 1600 bliver den italienske filosof, astronom og matematiker Giordano Bruno brændt på bålet i Rom. Han er blevet dømt til døden for sine kætterske tanker om det guddommelige såvel som om verden og universet.

Filippo Bruno kommer til verden i 1548 i den syditalienske by Nola som søn af en soldat. Som barn er Bruno så heldig at blive sendt til Napoli for at modtage undervisning på det lokale augustiner-kloster, noget som meget få børn fra hans sociale klasse får mulighed for.
Det viser sig snart, at Bruno er en yderst intelligent dreng med et utroligt talent for at argumentere og huske alt hvad han hører og ser. Som 17-årig indtræder Bruno som munk i Dominikaner-ordenen, hvor han antager navnet Giordano og fungerer endda kortvarigt som præst.
Bruno kommer dog snart i problemer i forhold til sine læremestre med sine mange kritiske spørgsmål og sin interesse for bøger, som den katolske kirke har fordømt som kætterske. Især interesserer Bruno sig for Kopernikus' ideer om, at Solen og ikke Jorden er universets centrum, og at Jorden bevæger sig om Solen og ikke omvendt.
I 1576 må Bruno flygte fra Napoli, da hans hemmelige lager af forbudte bøger bliver afsløret. I de følgende årtier flakker han omkring i Vesteuropa og underviser på universiteter i både Geneve, Toulouse, Paris, Oxford og Wittenberg. Alle steder er man begejstrede for Brunos kyndighed indenfor filosofi og matematik, samt for hans forelæsninger om hukommelsestræning (de fleste vælger dog stadig at tro på, at hans utrolige hukommelse skyldes magiske kræfter).
Trods sin popularitet hos de studerende, kommer Bruno dog gang på gang på kant med universiteternes professorer og rektorer på grund af sine revolutionerende tanker om Gud og Universet, og gang på gang må han drage videre for at finde nyt arbejde.
Med årene udvikler Bruno sine teorier, og udgiver talrige bøger. Bruno er i bund og grund panteist, han tror på, at Gud og naturen er ét og det samme, og siden Gud per definition er uendelig, må Universet også være uendeligt. Som den første præsenterer Bruno den fantastiske idé, at Universet slet ikke har noget centrum, at stjernerne er af samme karakter som Solen bare meget længere væk, og han forestiller sig tusindvis af verdener som vores, der kredser om andre sole og måske rummer liv som her på Jorden.
I 1591 kommer Bruno tilbage til Italien, hvor han fungerer som privat underviser for familien Mocenigo. Her kommer han dog også hurtigt på kant med familiens overhoved, som angiver ham til den pavelige Inkvisition.
Den 22. maj 1592 bliver Bruno arresteret og overført til Rom, hvor han bliver anklaget for en lang række kætterske forbrydelser. Retssagen mod Bruno kommer til at vare ikke mindre end syv år, for Bruno har tilbragt hele sit liv med at forsvare sine tanker, og hans logiske argumenter trænger gang på gang anklageren op i et hjørne.
I sidste ende er der dog ingen tvivl om sagens udfald. I januar 1600 bliver Bruno kendt skyldig i kætteri, og da han nægter at frasige sig sine forkerte tanker og bede om tilgivelse, bliver han dømt til døden på bålet.
Inkvisitionen skynder sig at overgive Bruno til Roms verdslige myndigheder, og den 17. februar 1600 bliver han brændt levende på bålet. Ved henrettelsen er Bruno kneblet for at forhindre ham i at videregive sine farlige tanker.
I år 2000 kommenter Vatikanet for første gang på sagen mod Bruno Giordano, hvor man kalder det en 'trist episode' men forsvarer Inkvisitionen med, at 'de kun prøvede at opretholde freden og friheden indenfor kirken'.