Alliancens rygrad er de socialistiske partier og kommunisterne, der ser denne strategi som den eneste effektive måde at bekæmpe fascismens fremmarch

Den 16. februar 1936 vinder det progressive valgforbund 'Folkefronten' parlamentsvalget i Spanien. Den smalle valgsejr bliver set som et enligt lyspunkt blandt progressive og demokratisk indstillede mennesker overalt i Europa, for den kommer på et tidspunkt, hvor fascismen er i fremmarch overalt, og de borgerlige demokratier falder på stribe.
Glæden bliver dog kort, i horisonten lurer et militærkup og en borgerkrig, som skal sende Spanien ud i kaos og næsten 40 års års fascistisk diktatur.
Siden, kong Alfonso XIII abdicerede i 1931, har den nye spanske republik været præget af en række forsøg på at reformere et samfund, der politisk og socialt er langt bagefter resten af Europa.
I første omgang har bestræbelserne især gået på at uddanne det store, uoplyste proletariat. Det sker blandt andet ved at begrænse den katolske kirkes indflydelse overalt i samfundet. Tidligere har kirken nærmest haft monopol på at stå for uddannelsen af store dele af den fattige landbefolkning, og de konservative præster har spillet en væsentlig rolle i at fastholde det gamle samfundsmønster.
Et andet stort tiltag har været gennemførelse af jordreformer, der skal sikre en mere retfærdig fordeling af den landbrugsjord, der stadig står for langt størstedelen af Spaniens produktion.
Et tredje programpunkt for republikkens første regering har været øget selvstyre til provinsen Catalonien, der i århundreder har kæmpet for kulturel frihed og selvbestemmelse.
Alle programpunkter er en torn i øjet på den magtfulde kristne og konservative højrefløj, og den politiske splittelse i Spanien bliver ikke mindre som årene går. Valget i 1933 giver en sejr til højrefløjen, der truer med at rulle alle reformer tilbage. Mindre bestyrtelse vækker det ikke, da regeringen i 1934 giver to ministerposter til det ekstremt højreorienterede parti CEDA.
De kommende to år bliver præget af generalstrejker og åbent oprør imod regeringen, der alle bliver knust med hård hånd. Op til valget i februar 1936 danner en lang række progressive partier og fagforbund en valgalliance med de mere liberale republikanske partier. Alliancens rygrad er de socialistiske partier og kommunisterne, der ser denne strategi som den eneste effektive måde at bekæmpe fascismens fremmarch, mens en stor del af den anarkistiske bevægelse står udenfor samarbejdet.
Ved valget den 16. februar vinder 'Folkefronten', som valgalliancen bliver kaldt, over den højrenationalistiske alliance 'Den Nationale Front'. Den moderate Manuel Aza–a bliver leder af en mindretalsregering, der lover at forsøge at videreføre reformprocessen samt løslade de politiske fanger fra de seneste års opstande.
Men den 17. juli 1936 forsøger den fascistiske bevægelse 'Falangen' et militærkup imod regeringen, ledet af general Francisco Franco. Selv om kuppet i første omgang mislykkes, så kaster det landet ud i en grusom og ødelæggende borgerkrig, der slutter med fascisternes sejr i januar 1939.