Den 8. december 1987 forulykker en bil ved grænseovergangen ved Erez mellem Israel og Gaza. Fire palæstinensiske flygtninge bliver dræbt. Det starter dagen efter en lang og blodig opstand mod Israels besættelsesmagt i Gaza og på Vestbredden, som også kaldes den første Intifada

Siden krigen i 1967 har Israel holdt de palæstinensiske områder på vestbredden af Jordan-floden og Gazastriben besat stik imod FN`s resolutioner. I de to områder er millioner af palæstinensere trængt sammen på meget lidt plads og underlagt en brutal besættelsesmagt.
Ud over israelske soldater lever palæstinenserne også i frygt for fanatiske israelske bosættere, der opfører deres huse på palæstinensisk territorium. De lægger ikke skjul på, at de vil fordrive samtlige 'arabere'. Det nærmeste palæstinenserne kommer på at have en egentlig repræsentation i det internationale samfund er paraplyorganisationen PLO, men efter Israels invasion af Libanon i 1982 har PLO været nødsaget til at flytte det meste af sin organisation så langt væk som Tunesien.
Palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden føler sig mere alene og desperate end nogensinde før, og det er kun et spørgsmål om tid før en gnist antænder krudttønden. Ulykken bliver netop denne gnist.
På kort tid spredes rygtet om, at de fire palæstinensere er blevet myrdet af hævngerrige bosættere. I løbet af ganske få dage har oprøret spredt sig til hele det besatte område, og overalt er der demonstrationer, og desperate palæstinensere, mange af dem børn, går til angreb på israelske tanks og bevæbnede soldater med sten og molotov-cocktails.
I starten er det israelske militærs modsvar mere end almindeligt brutalt. Hundredevis af palæstinensere bliver skudt eller begravet levende, når israelske bulldozere ødelægger deres huse. Soldaterne får metalknipler med besked på at brække de større børns knogler, så de ikke kan kaste med sten.
Forsvars minister Yitzhak Rabin, som senere får Nobels Fredspris, udtaler:
- Vi skal gøre det klart for dem, hvem der bestemmer i de (besatte) territorier.
Den 22. december vedtager FN`s Generalforsamling kraftig fordømmelse af Israels vold mod protesterne. Resolutionen tvinger Israel til at holde lidt igen med blodsudgydelserne, men frem til 1992 bliver over 1000 palæstinensere dræbt af israelske soldater og over 30.000 får brækket arme eller ben, over en tredjedel af ofrene er under ti år.
Som Intifadaen breder sig begynder palæstinenserne at lave mere organiserede protester. For eksempel afviser mange at betale skat til Israel. Mange palæstinensiske organisationer vokser i styrke, blandt andet fordi de er de eneste. der hjælper dem, der har mistet hjem eller familiemedlemmer.