27 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

1. december 1999 - ExxonMobil stiftes

1. december 1999 - ExxonMobil stiftes

Tirsdag, 01. december, 2009, 00:00:00

ExxonMobil i dag er verdens klart største aktieselskab og den største privatejede olieproducent. Men det er stadig mindre end mange statsejede olieselskaber

Den 1. december 1999 afsluttes sammenlægningen af de to store amerikanske oliefirmaer Exxon og Mobil. Det nye firma ExxonMobil bliver med tiden verdens største børsnoterede aktieselskab og én af de mest magtfulde verdensomspændende virksomheder.
Både Exxon og Mobil stammer oprindeligt fra oliemagnaten John D. Rockefellers gigantiske selskab Standard Oil. Efter afsløringen af Standard Oils lyssky arbejdsmetoder og forsøg på at monopolisere oliemarkedet i USA gennem skabelsen af en gigantisk trust, bliver selskabet i 1911 splittet op i 34 mindre selskaber af USA`s højesteret.
88 år senere bliver to af de største af disse 34 selskaber så atter lagt sammen gennem en aftale til over 73 milliarder dollar og bliver til den gigantiske monolit ExxonMobil. Som én af de første handlinger vælger det nye selskabs bestyrelse at ophæve de lige rettigheder for homoseksuelle ansatte, som eksisterede i Mobil,
Det er et varsel om den rolle, som selskabet siden hen har spillet som en ivrig forkæmper for neo-konservativ politik. I 2005 overstiger selskabets markedsværdi detail-giganten Wal-Mart og bliver verdens største aktieselskab. Året efter vinder ExxonMobil førstepladsen som det selskab i verden, der indhenter de største profitter, og selskabet holder i dag samtlige pladser på listen over de ti højeste profitter per kvartal i hele verden.
Selv om ExxonMobil i dag er verdens klart største aktieselskab og den største privatejede olieproducent, er firmaet dog stadig langt mindre end mange af de største statsejede olieselskaber og står kun for lidt mere end tre procent af verdens olieproduktion.
Det betyder dog ikke, at ExxonMobil ikke er en utroligt magtfuld aktør i både amerikansk og international politik. ExxonMobil er for eksempel blandt de firmaer, der har haft den største profit fra præsident George W. Bush`s krige i Irak og Afghanistan.
Firmaet har også gennem årene støttet konservative tænketanke som The Herritage Foundation, der har stor indflydelse på beslutningerne i Washington.
Mest af alt er ExxonMobil dog kendt for at støtte forskningsprojekter og lobbyister, der benægter, at den globale opvarmning skyldes menneskers udledning af drivhusgasser.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. dec. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder