03 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

14. oktober 1982 - War on drugs

14. oktober 1982 - War on drugs

Onsdag, 14. oktober, 2009, 00:00:00

Udtrykket War on drugs er et eksempel på en populær propaganda-strategi i USA`s statsadministration efter Anden Verdenskrig

Den 14. oktober 1982 proklamerer USA`s præsident Ronald Reagan 'Krig mod stoffer', War on drugs, en global kampagne imod produktion, salg og forbrug af ulovlige narkotiske stoffer. Helt frem til vore dage kommer denne politik til at koste titusindvis af menneskeliv, og sender millioner af mennesker i fængsel.
Udtrykket War on drugs er et eksempel på en populær propaganda-strategi i USA`s statsadministration efter Anden Verdenskrig. Ved at erklære krig imod et samfundsproblem, mener myndighederne, at de kan bruge midler, der normalt er moralsk forkerte eller direkte ulovlige.
I praksis får Reagans 'krigserklæring' stor betydning for USA, både inden- og udenrigspolitisk. I USA fører den nye nul-tolerance overfor narkoforbrydelser til, at antallet af indsatte i statsfængslerne eksploderer, så over én procent af den voksne befolkning er i fængsel i 2008.
De fleste af kampagnens midler går til at retsforfølge folk, næsten intet går til behandling af stofmisbrugere. Det rammer først og fremmest fattige sorte, for politiet går især efter de små fisk og almindelige stofmisbrugere.
Samtidig vokser den organiserede kriminalitet voldsomt og fører til stadig mere blodige opgør med politiet og rivaliserende bander. Situationen minder om 1920`ernes forbudstid, hvor en tilføjelse til USA`s forfatning forbød alkohol, hvilket gav perfekte vilkår for mafiaen.
Uden for USA får Reagans politik endnu værre følger: Helt op til i dag bruger USA War on drugs som alibi for sit militære engagement rundt i verden. Det er mest tydeligt i Latinamerika, hvor kampen mod narkoproduktion har været en del af undskyldningen for USA`s støtte til Colombias krig mod befrielsesbevægelsen FARC, USA`s angreb på Panama, og der er mange andre eksempler.
På alle niveauer går War on drugs især ud over uskyldige. Selv den mindste klump hash medfører ofte lange fængselsstraffe, og adskillige af de mennesker, der gennem årene er dræbt af politiet under 'narko-raids', har været uskyldige.
I 2001 bliver et lille civilt fly skudt ned over Peru, fordi USA`s efterretningstjeneste mener det er en narkotransport. Alle passagererne, en kristen missionær og hans familie, omkommer.
Der findes ingen præcise opgørelser over antallet af misbrugere i USA, men intet tyder på, at det falder. Canada har bedre registrering og en lignende politik på narkotika-området. Her er andelen af befolkningen, der har prøvet ulovlige stoffer, steget fra 28 procent i 1994 til 45 procent i 2004.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. okt. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder