Frankrig får ny kalenderen i 1792. Den første dag, 22. september, hedder primidi vendémiare, og er første dag i vinhøstens måned

Den 22. september 1792 er en vigtig historisk dato. På denne dag proklameres den første franske republik, den foreløbige kulmination på den revolution, der har været i gang siden 14. juli 1789.
Datoen er også bemærkelsesværdig, fordi danner udgangspunkt for ét af de mest radikale forsøg på at ændre vores måde at regne tiden ud på.
Under den franske revolution er Trangen til at gøre op med fortidens samfund stor. Hadet imod det enevældige monarkis symboler og skikke giver sig udslag i en bevægelse, der vil erstatte alle symboler på det gamle samfund med nye.
Den katolske kirke bliver opløst i Frankrig og erstattet med tilbedelsen af en slags deistisk 'højeste væsen', konger og dronninger bliver slettet fra spillekort og skakspil. Et af de mest drastiske tiltag er en ny kalender, der forkaster den gregorianske kalender, der har været anvendt i det meste af Europa siden slutningen af 1500-tallet.
En kommission ledet af Charles Gilbert Romme præsenterer den nye kalender i den republikanske nationalforsamling 22. september 1793. I den har året 12 måneder á 30 dage hver plus fem-seks dage i slutningen af året, for at kalenderen stemmer overens med solens bevægelser.
Hver måned har tre uger med hver ti dage, og alle dage og måneder får navne fra landbruget uden henvisninger til guder eller kejsere. Dagen består af ti timer, der inddeles i 100 minutter, som igen inddeles i 100 sekunder. (som så ender med at være lidt kortere end tidligere).
Udgangspunktet for kalenderen bliver Republikkens år I (1792) med start 22. september, der nu hedder primidi vendémiare, altså den første dag i vinhøstens måned, som er første måned i efterårets kvartal. Dagens navn er meget passende Raisin, altså drue.
Den republikanske kalender bliver hurtigt til standard i den franske statsadministration, men i befolkningen går det ikke så nemt. De nye 10-timers ure sælger dårligt, og de fleste steder holder folk stadig fri om søndagen, selv om den dag officielt er holdt op med at eksistere.
I sidste ende viser kalenderen sig at være upraktisk, og i år XIV (1806) går den franske stat tilbage til den gregorianske kalender og normal tidsregning. Da er revolutionen for længst forbi, og Frankrig er blevet et kejserrige under Napoleon Bonaparte. Den republikanske kalender får dog en kortvarig renæssance under Pariserkommunen i 1871, hvor den i 18 dage er officielt kalder for Paris.
Kalenderens fiasko er eksempel på, hvor svært det er at bryde gamle vaner, hvis ikke det nye system er en klar forbedring af det gamle. I dag kan vi dog glæde os over, at få af revolutionens praktiske systemer hænger ved, deriblandt højrekørsel og metersystemet.