Befolkningens indsats for at redde jøderne spiller en vigtig rolle for at få Danmark anerkendt som allieret ved krigens afslutning

Den 18. september 1943 giver den tyske fører Adolf Hitler ordre til at deportere alle jøder i Danmark til koncentrationslejre i Tyskland.
Det er kun tre uger siden, at det forbilledlige samarbejde mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt er brudt endegyldigt sammen. Nu skal Danmark for mærke, hvad det vil sige at være under nazistisk besættelse.
Hidtil har de omkring 8000 danske jøder haft en relativt sikker tilværelse, uden de værste forfølgelser, der har ramt jøder, 'afvigere' og politiske modstandere i de nazistisk besatte områder. I 'mønsterprotektoratet' Danmark har tyskerne overladt den politiske styring til en dansk koalitionsregering, mens værnemagten bruger landet som spisekammer og rekreationsområde for krigstrætte soldater på orlov.
På den politiske front har samarbejdet fungeret glimrende, og danske politikere tænker ikke to gange, da tyskerne i juni 1942 kræver kommunistpartiet opløst og danske kommunister anholdt. Folkestrejkerne i sommeren 1943 tvinger imidlertid regeringen til at gå af, og derfor bliver anholdelsen af danske jøder stort set overladt til værnemagten og nogle få danske medløbere.
Befolkningen er derimod trætte af nazisternes optræden,især efter folkestrejkerne.
Modstandsbevægelsen har længe forberedt sig på, at tyskerne snart vil gå efter jøderne, og har fået garanti for, at Sverige vil tage imod jøder fra Danmark. Da anholdelserne begynder 1. oktober bliver kun cirka 450 jøder taget og deporteret.
De fleste danske jøder bliver skjult i private hjem, og over 1400 bliver sendt til Sverige om natten i fiskekuttere og motorbåde. For dem, som bliver sendt til koncentrationslejre Theresienstadt i Tjekkiet, accepterer tyskerne, at de kan få tilsendt nødhjælpspakker, som ellers er forbudt for jødiske fanger.
Selv om forholdene er grusomme, slipper de fleste af de tilfangetagne jøder levende igennem, til de bliver hentet til Sverige af Folke Bernadottes hvide busser i 1945.
Befolkningens indsats for at redde jøderne spiller en vigtig rolle for at få Danmark anerkendt som allieret ved krigens afslutning. Regeringens og Folketingets samarbejdspolitik har været en skamplet på landets omdømme, men befolkningens vilje til modstand har reddet æren.
Mange myter knytter sig til historien om beskyttelsen af de danske jøder. Den mest berømte er nok, at Kong Christian X selv har båret en gul stjerne på brystet for at vise jøderne sin solidaritet. I virkeligheden fik danske jøder aldrig ordre til at bære den gule stjerne, og Kong Christian selv var på dette tidspunkt alvorligt syg efter en rideulykke i 1942.