Den konstituerende forsamling i Frankrig vedtager Erklæringen om rettigheder for manden og borgerne, som gælder den dag i dag.

Erklæring om mandens rettighederDen 26. august 1789 vedtager den konstituerede nationalforsamling i Versailles den sidste artikel i 'Erklæring om Rettigheder for Manden og for Borgeren'.
Dette dokument kommer til at danne grundlaget for alle fremtidige franske forfatninger og bliver inspirationen bag mange senere menneske- og borgerrettighedserklæringer.
Det er kun få uger siden, at stormen på det berygtede fængsel Bastillen har indledt den Franske Revolution. Den konstituerede forsamling har fået til opgave at skabe grundlaget for overgangen fra et enevældigt kongedømme til et såkaldt konstitutionelt monarki, hvor folkevalgte repræsentanter skal regere sammen med kongen, det samme system som i princippet stadig gælder i Danmark.
Den franske revolution bevæger sig dog hurtigt fremad, og det konstitutionelle monarki holder kun i lidt mindre end tre år, inden den sidste franske konge Ludvig den 16. mister hovedet i guillotinen. Erklæringen den 26. august står dog stadig ved magt og er oven i købet blevet udbygget med flere artikler i 1791.
Selv i dag, hvor Frankrig er nået til den femte republik, har erklæringen af 26. august 1789 stadig gyldighed som forfatningsmæssigt dokument, og det sker ikke sjældent, at ny lovgivning bliver afvist i parlamentet med henvisning til det over 200 år gamle dokument.
Selv om erklæringen er den første af sin art, som har fået juridisk gyldighed, er dette tidlige forsøg på at formulere universelle menneskerettigheder absolut ikke enestående. Det bygger på tanker, der gennem de seneste hundrede år er blevet formuleret af nogle af oplysningstidens største filosoffer.
To år tidligere har den amerikanske forfatning fremført mange af de samme tanker, som man nu kan læse i den konstituerede forsamlings erklæring, og allerede i 1791 får USA sine egne borgerrettigheder.
På mange områder er erklæringen den 26. august da heller ikke specielt moderne. Dokumentets vigtigste formål er at slå fast, at alle mænd besidder de samme rettigheder, uanset hvilken klasse de tilhører samt at afskaffe kongens guddommelige ret til at herske.
Kvinders rettigheder, afskaffelse af slaveri og rettigheder for den oprindelige befolkning i de franske kolonier bliver ikke berørt med ét ord. Samtidig giver erklæringen kun individuelle rettigheder, mens kollektive rettigheder som forsamlingsfrihed og retten til at organisere sig først kommer med i udvidelsen i 1791.
Der venter endnu en lang kamp for at sikre alle mennesker lige rettigheder. En kamp der langt fra er slut den dag i dag.