Den 27. maj 1967 stemmer befolkningen i Australien med stort flertal for en ændring af landets forfatning, der for første gang gør Australiens indfødte befolkning til fuldgyldige borgere
Siden de tidligste britiske kolonier i anden halvdel af 1700-tallet, har den indfødte befolkning, kendt som aboriginals, været skarpt adskilt fra kolonisternes samfund. I juridisk forstand er de en del af Australiens dyreliv og har ingen af de borgerrettigheder, som gælder for kolonisterne.
Det varer indtil 1829, hvor alle indbyggere i Storbritanniens kolonier bliver samlet under betegnelsen 'dominion', hvilket giver dem de mest basale rettigheder som kongelige undersåtter. Da Australien får sin første føderale forfatning i 1900, bliver den indfødte befolkning imidlertid igen kørt ud på et sidespor.
De får status på linje med dyrelivet, det vil sige, at de skal beskyttes men er fuldstændigt uden nogen form for rettigheder. I de kommende årtier bliver de ulige rettigheder forsvaret med, at den indfødte befolkning helst vil leve, som de altid har levet i isolerede reservater.
Forskellene mellem de indfødtes livsstil og efterkommerne af kolonisterne bliver brugt som argument for at holde de to grupper adskilt, på samme måde som det bliver gjort med apartheid i Sydafrika.
Først efter Anden Verdenskrig vender stemningen imod adskillelsespolitikken, og parlamentet indleder arbejdet på at ændre loven og det australske samfund generelt til at inkludere den indfødte befolkning.
I 1957 nedsætter parlamentet en kommission, der skal forberede ændringerne af forfatningen for at fjerne den værste diskrimination. Mellem 1962 og -65 får aboriginals stemmeret i alle delstater, men mange politikere tøver stadig med at give dem fulde borgerrettigheder og blandt andet tælle dem ved de officielle folketællinger.
Politikerne er bange for, at det vil forrykke balancen i parlamentet, da ellers tyndt befolkede områder pludseligt vil få ret til flere pladser i parlamentet. I vinteren 1966 kommer der dog et forslag til ændring af forfatningen, der gør både den indfødte befolkning til fuldgyldige borgere og åbner for, at der kan vedtages særlige love for at beskytte dem og forbedre deres levevilkår, noget som tidligere har været muligt for alle andre etniske grupper undtaget aboriginals.
Ændringen vedtages med mere end 90 procent af de afgivne stemmer ved afstemningen den 27. maj 1967.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278