Den 15. maj 1919 begynder én af de mest betydningsfulde strejker på det nordamerikanske kontinent i den canadiske by Winnipeg

Efter afslutningen af Første Verdenskrig er titusindvis af canadiske soldater, hvoraf de fleste kommer fra arbejderklassen, vendt hjem til en usikker fremtid. Arbejdsløsheden er høj og arbejdernes vilkår er generelt forfærdelige.
På dette tidspunkt hører Canada formelt stadig under det britiske imperium, men arbejdernes rettigheder halter voldsomt bagefter Storbritannien. Fagforeningernes eneste mulighed for at blive anerkendt er gennem ulovlige strejker, hvis altså ikke de har lyst til at sidde og vente på, at arbejdsgiverne frivilligt vil forhandle.
I foråret 1919 spidser arbejdernes utilfredshed voldsomt til i storbyen Winnipeg. Det begynder blandt byggearbejderne og i metalindustrien, hvor arbejdernes organisering er længst fremme. Det fælles fagforbund Trades and Labour Union beslutter sig for at erklære generalstrejke, fordi byens arbejdsgivere nægter at forhandle med fagforeningen.
15. maj træder strejken i kraft, og tilslutningen bliver overvældende. Næsten hele den samlede arbejdsstyrke på over 35.000 arbejdere i byen er gået hjem fra arbejdet, da klokken bliver 11. Selv arbejdere i livsvigtige positioner som for eksempel brandmændene går i strejke, indtil fagforbundet anmoder dem om at vende tilbage til arbejdet af hensyn til befolkningens sikkerhed. Selv om strejken er nærmest altomfattende, foregår den meget fredeligt, ikke mindst fordi politiet også formelt er gået i strejke og nægter at slå ned på arbejderne, men nøjes med at opretholde almindelig ro og orden.
Det rige borgerskab og den borgerlige presse er derimod i chok. De aviser, som det lykkes at få udgivet, skriger op om en voldelig revolution og et bolsjevistisk kup. Den konservative føderale regering gør alt for at få slået ned på strejken, men først midt i juni lykkes det at få samlet en tilstrækkelig stor styrke fra det ridende politi.
Den 17 juni bliver strejkens ledere arresteret, og fire dage senere bliver protestdemonstrationerne brutalt nedkæmpet med syv dræbte og 30 sårede til følge. Strejken ophører få dage senere, men en efterfølgende undersøgelseskommission fra Storbritannien finder, at arbejdernes forhold har været så elendige, at kapitalen nærmest selv har været ude om det.
Den konservative regering lider et gigantisk nederlag ved valgene i 1921, og den nye liberale regering føler sig politisk pressede til at anerkende fagforbundene som ligeværdige samarbejdspartnere.
Med én aktion har en enkelt bys solidariske arbejdere forbedret forholdene for arbejdere over hele det store land.