Den 21. april 1968 besætter omkring 100 psykologistuderende det psykologiske laboratorium og Studentergården på Københavns Universitet. Dermed er Studenteroprøret kommet til Danmark

Den politiske udvikling i studentermiljøet, der kulminerer med, det vi kender som Studenteroprøret, har været undervejs i nogle år. I 1964 begynder 'Free Speech'-bevægelsen sine aktiviteter på Berkeley Universitetet i Californien.
Fra begyndelsen går bevægelsens politik mest i retning af liberale krav som retten til frit at udtrykke sin mening på universiteterne og et opgør med forældede videnskabelige principper som positivismen. I de næste år blomstrer lignende bevægelser op i Latinamerika og Europa, og i kulturrevolutionens Kina spiller studenterbevægelserne en meget aktiv politisk rolle.
Studenteroprøret har tre hovedårsager: For det første er det en generel protest imod de udemokratiske vilkår på universiteterne. For det andet bliver ungdommens politiske bevidsthed øget i perioden ikke mindst på grund af Vietnamkrigen, og de studerende bliver mere bevidste om deres rolle som akademisk reserve i den kapitalistiske produktion.
Sidst, men ikke mindst, er Studenteroprøret også et opgør med en forældet videnskabelig tradition, der først og fremmest skal understøtte kapitalens krav om maksimal profit.
I den situation er det logisk, at marxismen bliver den vigtigste politiske inspiration for de studerende. I løbet af det næste årti bliver den marxistiske teori udvidet og udviklet i forskellige retninger.
I mange lande får Studenteroprøret et voldsomt forløb. Mest kendt er begivenhederne i Frankrig i maj 1968, der er tæt på at udvikle sig til en revolutionær situation. Men også i andre lande, især i Latinamerika, bliver studenterbevægelsen en slagkraftig enhed i kampen mod imperialismen.
I sidste ende ebber oprøret ud, og efter få år er situationen atter præget af ro og 'business as usual'. De konkrete resultater af studenteroprøret er til at overse: De fleste steder bliver de studerende repræsenteret i universiteternes ledelser, og de fleste uddannelsessteder opererer med en eller anden form for demokrati. Ellers sker der ikke store forandringer.
Ser man derimod Studenteroprøret i et bredere perspektiv, får stor betydning for de progressive bevægelser, især modstanden mod Vietnamkrigen. Desuden får opgøret med den positivistiske tradition betydning for udviklingen indenfor videnskab og forskning.
De sidste rester af Studenteroprørets konkrete resultater udrydder Fogh-regeringen med den seneste universitetsreform, der afskaffer universitetsdemokratiet.