Den 1. april 1939 bekendtgør de nationalistiske styrkers øverste general Francisco Franco i en radiotale, at de sidste republikanske styrker har overgivet sig efter Madrids fald, og dermed sættes der punktum for den Spanske Borgerkrig

Borgerkrigen, der har hærget Spanien i næsten tre år, begynder med det fascistiske ledte militærkup 17. juli 1936. Kuppet, der især udspringer blandt officerer udstationeret i Marokko, har fra start ikke succes med at vælte den lovligt valgte folkefrontsregering. I stedet udvikler det mislykkede kupforsøg sig til en lang og blodig konflikt. Den er både et forvarsel om rædslerne der venter i Anden Verdenskrig og fungerer som træningslejr for de fascistiske hære, der skal kæmpe i verdenskrigen.
Francos oprørere får hurtigt en jævn strøm af økonomisk og militær hjælp fra Tyskland og Italien, mens de europæiske demokratier stort set overlader Spaniens folk til deres skæbne.
I stedet er det de Internationale Brigader bestående af frivillige fra en lang række europæiske lande, der påtager sig at beskytte det spanske demokrati. Republikken får kun den smule militær bistand, der slipper igennem fra Sovjetunionen, det eneste land, som aktivt støtter kampen mod fascisterne.
Borgerkrigen bliver en lang og grusom affære, der først og fremmest rammer uskyldige civile. Det mest berygtede eksempel er bombningen af Guernica, der dræber over 1000 uskyldige civile i et luftangreb, der har til formål at træne tyske piloter.
I sidste ende kan republikkens styrker ikke holde fascisterne tilbage. I foråret 1939 indtager Francos soldater Catalonien, der ellers har været ét af Republikkens stærkeste holdepunkter. I slutningen af marts er det belejrede Madrid det eneste væsentlige område, hvor demokratiet stadig har fodfæste i Spanien.
Den 28. marts bryder fascisterne igennem forsvaret, blandt andet ved hjælp af pro-fascistiske agenter på den republikanske side, som den fascistiske general Mola kalder 'min femte kolonne'.
Den 1. april kan Franco endeligt erklære sig for sejrherre og diktator over Spanien. Som én af de første bliver han lykønsket af Paven, der forsikrer ham om, at Gud står på fascisternes side i kampen mod demokratiet.
Borgerkrigens afslutning betyder ikke enden på blodsudgydelserne. Nu begynder en nådesløs udrensning af politiske modstandere og partisangrupper, der varer i mange år fremover. Frem til Franco-styrets fald i 1975, regner man med, at et sted mellem 50.000 og 200.000 mennesker mister livet.