Suezkanalen blev bygget i årene 1859-69, i en periode da koloni-magterne Storbritannien og Frankrig rivaliserede om den økonomiske dominans i Egypten

Suezkanalen er blevet kaldt et monument over udbytningen af Egypten. Den blev tegnet af den franske ingeniør Ferdinand de Lesseps, og bygget i årene 1859-69, i en periode da kolonimagterne Storbritannien og Frankrig rivaliserede om den økonomiske dominans i Egypten.
Den 17. februar 1867 sejlede det første skib gennem Suezkanalen, som forbinder Middelhavet og Rødehavet. Kanalen er slusefri og er 171 km lang, 13 m dyb og 45 m bred.
Under en alvorlig finanskrise i 1870'erne solgte den egyptiske hersker Ismail sine andele til Storbritannien, som nu blev største andelshaver i Suezkanalselskabet. De andre store partnere var franske.
Frygten for at miste kontrollen over denne vigtige forbindelseslinie til de britiske kolonier - især Indien og Australien - var en stærkt medvirkende årsag til, at Storbritannien i 1882 besatte Egypten.
Den engelske besættelse af landet blev formelt 'legaliseret' i 1914, da det blev gjort til engelsk protektorat. Egypten fik formelt selvstyre i 1922, men det havde en sådan karakter, at der reelt var tale om en fortsættelse af protektoratet.
En nationalistisk gruppe i militæret væltede i juli 1952 kong Faruk og proklamerede i juni 53 dannelsen af en republik. Tre år senere blev oberst Gamal Abdel Nasser landets præsident.
Umiddelbart efter forkyndte Nasser i en tale til folket i Alexandria, at Suez-kanalen var nationaliseret. Aktionen mødte enorm begejstring fra det egyptiske og andre arabiske folk.
I november samme år invaderede Israel Sinai efter aftale med Storbritannien og Frankrig. Disse stillede efterfølgende et fælles ultimatum til 'de stridende parter' om tilbagetrækning fra kanalzonen og midlertidig udstationering af britisk-franske styrker der. Nasser afslog imidlertid. Efter pres fra FN (og USA) måtte de tre angribere trække sig. Aggressionen blev dødsstødet for den britiske politik i regionen.
Kanalen blev lukket under junikrigen i 1967. Tanks, fly, ueksploderede miner, granater fra krigen og de efterfølgende konfrontationer mellem Egypten og Israel gjorde den ufarbar.
Efter oktoberkrigen og som tegn på regimets vilje til at satse på en fredsløsning med Israel, blev det i 1974 vedtaget at rense kanalen. Det tog omkring et år, kostede 96 menneskeliv (man fandt 700.000 miner), kostede omkring 500 millioner kroner og deltagelse af den egyptiske, nordamerikanske, britiske og franske marine, før kanalen kunne genåbnes for almindelig skibsfart.