Efter Berlin-konferencen udråber den belgiske konge Fristaten Congo som sin personlige ejen-dom. Dermed begynder ét af de blodigste kapitler i Afrikas kolonihistorie

Den 5. februar 1885 opnås der enighed mellem repræsentanterne for de største europæiske kolonimagter på den såkaldte Berlin-konference.
Formålet med det internationale topmøde er, at sikre en 'retfærdig' opdeling af det centrale Afrika, således at samtlige stormagter får en del af kagen.
I disse år er europæerne for alvor begyndt at interessere sig for Afrika syd for Sahara som andet end en base for handel med Indien, og talrige ekspeditioner bliver sendt ind i hjertet af kontinentet med henblik på senere udnyttelse af områderne.
Den store vinder på Berlin-konferencen bliver den belgiske konge Leopold II. Leopold har sikret sig kontrollen med et enormt uudforsket område i Centralafrika gennem en 'velgørenhedsorganisation' stiftet og kontrolleret af ham selv. Efter konferencen smider Leopold den pæne maske og udråber 'Fristaten Congo', som sin helt personlige ejendom. Dermed begynder ét af de blodigste og mest tragiske kapitler i historien om koloniseringen af Afrika.
Kong Leopold har ét eneste mål for sin 'fristat': maksimal profit. Med en blanding af gyldne løfter og trusler tvinger Leopolds koloniregering de få hvide bosættere til at arbejde for staten. Deres opgave bliver at lede millioner af indfødte slavearbejdere i en manisk jagt på værdifulde naturressourcer, først og fremmest gummi, elfenben og metaller. Der bliver ikke lavet investeringer i hverken infrastruktur eller anden udvikling af samfundet, og der gøres alt for at holde lønningerne i bund.
Den brutale jagt på profit fører til nogle af de værste grusomheder, der nogensinde er set på kontinentet. De hvide arbejdsledere er under konstant pres for at sikre faste leverancer af især gummi, og presser de indfødte arbejdere til det yderste. En særligt grusom praksis med at hugge hænderne af enhver indfødt, der er bagud med leverancerne bliver almindelig, og i en periode bliver det ligefrem en bedre forretning for mange hvide at sælge afhuggede hænder til staten end at handle med normale varer.
Leopolds terrorregime er dog i længden uholdbart. Selv om han gør alt for at undgå, at grusomhederne kommer til resten af verdens kendskab, kan det dog ikke holdes hemmeligt for altid. I de første år efter århundredeskiftet vokser det politiske pres, og samtidig begynder Fristaten at give mindre og mindre overskud takket være faldende priser på gummi og nedgang i antallet af Elefanter, som kan levere elfenben.
Endelig i 1908 overtager det belgiske parlament kontrollen med Congo, og tilstandene bliver normaliseret noget. På dette tidspunkt er mindst tre millioner indfødte blevet myrdet og mange flere lemlæstet.