27 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

2. januar 1973 - Blokade mod Hope Computer i Hadsund

2. januar 1973 - Blokade mod Hope Computer i Hadsund

Fredag, 02. januar, 2009, 00:00:00

Den 2. januar 1973 begynder strejkende arbejdere i Hadsund en blokade af den amerikanskejede virksomhed Hope Computer Corporation

Konflikten starter i efteråret 1972, da overenskomstforhandlingerne mellem Hope Computers direktion på den ene side og arbejdere organiseret under DASF (senere SiD/3F) og KAD bryder sammen.
Sammenbruddet skyldes blandt andet, at Hope Computer nægter at anerkende eksklusivaftalerne og ved flere lejligheder har fyret uddannede medarbejdere til fordel for underbetalte ufaglærte.
Da blokaden træder i kraft den 2. januar, får det dog ikke straks Hope Computers ledelse på andre tanker. I stedet forsøger de at opretholde produktionen ved hjælp af ufaglærte skruebrækkere.
Den krise, der gennemsyrer den kapitalistiske verdensøkonomi i disse år, har skabt et stort antal arbejdsløse, og det er nemt for virksomheden at skaffe uorganiserede ufaglærte, der er villige til at bryde blokaden. I desperation truer den amerikanske ejer endda med at flytte produktionen ud af Danmark, hvad der dog viser sig at være tomme trusler.
De strejkende arbejdere svarer dog igen med en stærk fysisk blokade, der kulminerer den 10. - 11. januar, hvor skruebrækkerne må overnatte på fabrikken, fordi de føler sig 'truet på liv og førlighed' af blokaden. Den episode får et langvarigt retsligt efterspil.
I sidste ende giver Hope Computer dog efter og går med til at anerkende eksklusivaftalerne og tegne gyldig overenskomst med forbundene, en mærkbar sejr i kriseåret 1973, der ellers mest er præget af tilbageslag for arbejderbevægelsen.
Blokaden mod Hope Computer går over i historien, ikke kun på grund af den klare sejr for fagbevægelsen, men også fordi det er den første strejke, hvor begivenhederne bliver dækket fra nærmeste hold på tv.
Det mest bemærkelsesværdige bliver dog det retslige efterspil, hvor otte arbejdere bliver anklaget og en dømt ved byretten i Hadsund for frihedsberøvelse mod skruebrækkerne under blokaden. Alle bliver dog senere frifundet ved Landsretten. I dag ville de strejkende formentlig have kunnet dømmes efter terrorloven.
Den blokadeform, der anvendes i konflikten, bliver i øvrigt få år senere gjort ulovlig af Anker Jørgensens socialdemokratiske regering.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jan. 2009 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder