18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

10. december 1961 - ANC modtager Nobels fredspris

10. december 1961 - ANC modtager Nobels fredspris

Onsdag, 10. december, 2008, 00:00:00

Albert Luthuli, leder af det forbudte African National Congress, ANC, taler mod apartheid, da han modtager Nobels Fredspris

I 1960 tildeler Nobelkomiteen årets fredspris til det sydafrikanske ANC, African National Congress.
Men først året efter, den 10. december, bliver prisen overrakt til ANC`s leder, Albert Luthuli, ved en ceremoni i den norske hovedstad, Oslo.
ANC er allerede forbudt på daværende tidspunkt. Forbuddet kommer den 25. marts 1960 og rammer ikke kun ANC. Det hvide apartheidregime forbyder alle sorte politiske organisationer.
Fredsprisen går til ANC for organisationens ikke-voldelige modstand mod race-opdelingen i Sydafrika. Regimet har ellers slået hårdt ned på Luthuli, fordi han nægter at afskrive sig lederskabet af det nu forbudte ANC. Regimet har blandt andet ophævet Luthulis høvdingeskab, og det har forbudt ham at bevæge sig uden for Zulu-reservatet. Endelig har Luthuli fået en betinget dom, fordi han brændte sit pas, et særligt identitetskort, som kun ikke-hvide sydafrikanere er tvunget til at bære på sig overalt, hvor de færdes.
Det hvide regime har dog været nødt til at give Luthuli en særlig rejsetilladelse, så han kan rejse til Oslo for at modtage den prestigefyldte pris.
Ved ceremonien i Oslo taler den 62-årige sydafrikanske lærer iklædt zulufolkets traditionelle klædedragt, der består af et leopardskind, hat og en halskæde med løvetænder.
I sin tale ved prisuddelingen siger Luthuli blandt andet, at han ser prisen som 'en anerkendelse af de ofre som folk af alle racer har ydet, især det afrikanske folk, som har tålt og lidt så meget i så lang tid.'
Hele cremen af den norske top lægger øre til Luthulis harske beskrivelse af apartheidregimet. Det er 'et levn fra menneskehedens mørke fortid, et levn fra en tid, som alle andre steder er død eller døende.'
'Sådanne ondskaber som hvidt overherredømme og racediskrimination er alle en trussel mod freden', erklærer Albert Luthuli.
Tre dage efter kalder Sydafrikas udenrigsminister, Eric Louw, Luthulis tale for 'propaganda'. I de kommende år strammer apartheidstyret i Sydafrika angrebet på de sortes menneskerettigheder i landet. I 1962 forbyder regimet Luthuli at deltage i møder eller holde taler, og alle hans udtalelser bliver forbudt. I juni 1964 bliver en anden kendt ANC-leder, Helson Mandela idømt livsvarigt fængsel.
Albert Luthuli dør den 21. kuli 1967. Han bliver dræbt af et tog, da han er i færd med at krydse jernbanebro nær sit hjem. 10.000 mennesker deltager i hans begravelse i Groutville African-reservatet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. dec. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder