Den 1. november 1993 træder Maastricht-traktaten i kraft. Dermed ophører det Europæiske Fællesskab, EF, med at eksistere og bliver til den Europæiske Union, EU

D. 9. december i 1991 sætter statsminister Poul Schlüter og udenrigsmininster Uffe Ellemann-Jensen sig til bords med regeringsrepræsentanter fra 11 andre EF-lande.
Foran sig har de to dages topmøde, hvor det vigtigste punkt er at slutte forhandlingerne om en ny traktat for Det europæiske fælledsmarked.
Hverken Schlüter eller Ellemann-Jensen kan vide, at Maastricht-traktaten bliver enden på befolkningens automatiske opbakning til stadig mere overdragelse af selvbestemmelse til det magtfulde apparat i Bruxelles. Og de tilslutter sig gladeligt den anden ændring af grundlaget for EF siden Danmarks indlemmelse 1. januar 1973.
Den nye traktat skal danne grundlag for, at flere lande kan blive medlem af EF, siger tilhængerne. Udenfor EF står regeringerne i Sverige, Finland, Østrig og Norge og banker på.
Maastricht-traktaten omdanner det såkaldte fællesmarked til Den Europæiske Union og tager et gevaldigt skridt mod en egentlig stat. Den indfører blandt andet én valuta, et unionsborgerskab, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt mlitært samarbejde.
Endelig lægger den grundlaget for en énsretning af landenes retspolitik med et overstatsligt samarbejde.
Traktaten deler Danmark og befolkningen. Selv blandt regeringens faste støtter vækker forslaget til en ny traktat bekymring, fordi den i den grad antaster landets selvstændighed.
'Det tilkommer ikke nuets politikere hastigt og flot at afgive Danmarks århundredgamle suverænitet', lød det fra Mærsk Mc-Kinney Møller i forbindelse med folkeafstemningen om Maastricht-traktaten i juni 1992.
Knap seks måneder senere stemmer et lille flertal af befolkningen nej og sender chokbølger gennem de øvrige medlemslande, EU-administrationen samt i den borgerlige danske regering. Poul Schlüters koalitionsregering er ikke ligefrem i kridthuset hos det gode selskab i EU.
Det danske nej afføder noget af en gyser ved folkeafstemningen i Frankrig, hvor ja`et kun lige akkurat bliver halet hjem, og i Storbritannien er parlamentets ratificering af traktaten lige ved at ryge i vasken for den konservative premierminister John Major.
I sidste ende bliver det dog den danske befolkning, der trækker det korteste strå. Den danske regering strikker hurtigt et såkaldt 'nationalt kompromis' sammen, som munder ud i Edinburgh-aftalen, der bliver vedtaget ved en ny folkeafstemning den 18. maj 1993.
Den 1. november 1993 træder Maastricht-traktaten i kraft. Dermed ophører det Europæiske Fællesskab, EF, med at eksistere og bliver til den Europæiske Union, EU.