Ved midnat bryder ventilerne sammen på fabrikken i Bhopal og udløser en gigantisk sky af giftgas, der lynhurtigt spreder sig til resten af fabrikken

Natten til 3. december 1984 er fabriksarbejdere ved at højtryksrense nogle rørledninger på den store kemikaliefabrik i Bhopal i Indien. De ved ikke, at de er ved at sætte én af verdens alvorligste industrikatastrofer i gang.
Fabrikken, Union Carbide India Limited (UCIL) har siden 1969 domineret erhvervslivet i Bhopal i delstaten Pradesh. Den har i mange år været en tikkende bombe under miljøet og den lokale befolknings helbred.
De amerikanske ejere af Union Carbide har i årene flyttet en stadig større del af produktionen af pesticider til Indien for at skære omkostningerne ned til et absolut minimum. Det sker ved at begrænse arbejdernes uddannelse og udsætte reparationer og udbedringer af tekniske mangler.

Den indiske stat
Siden 1976 har to indiske fagforeninger kæmpet med UCIL for at sikre de ansatte mod de livsfarlige arbejdsforhold. Men under den gældende indiske lovgivning og fordi den indiske stat ejer en stor aktiepost i UCIL, er der ikke meget at gøre.
Imens bliver forholdene værre, og op til katastrofen fungerer ikke én af fabrikkens sikkerhedssystemer tilfredsstillende. I november 1984 uddeler fabrikkens ledelse bøder til 70 procent af de ansatte, fordi de nægter at omgå sikkerhedsreglerne for at skrue op for produktionen.
Om aftenen den 2. december går det galt. Nogle arbejdere renser nogle rør uden at vide, at de er så gennemtærede, at der siver vand ind i tank nr. 610 med giftstoffet methylisocyanat (MIC). MIC er for længst afskaffet på de fleste fabrikker på grund af dets farlighed, men UCIL bruger det stadig, fordi det er det billigste.

Tank nummer 610
Tank nr. 610 er fyldt med 42 ton MIC, langt over den tilladte mængde. Tanken har været ude af drift i måneder, og har opbygget en alt for høj temperatur og tryk. Vandet igangsætter en katastrofal reaktion. Ved midnat bryder ventilerne sammen og udløser en gigantisk sky af giftgas, der lynhurtigt spreder sig til resten af fabrikken.
De automatiske sikkerhedssystemer virker ikke, og det underuddannede personale flygter over hals og hoved. Samtidig samler gasskyen en række andre giftstoffer fra fabrikken og bevæger sig ned imod byen, hvor folk snart vågner med kvælningsfornemmelser og får i panik.
Hundredtusindvis af mennesker prøver desperat at flygte ud af byen, mens UCIL`s ledelse på tv forsikrer, at der ikke har været udslip på fabrikken. Heldigvis lever giftgassen relativt kort i fri luft, men på seks timer har den dræbt over 4000 mennesker og masser af husdyr. I alt dør 10.000-25.000 mennesker af gassen, den efterfølgende panik eller af forurening, der gør vand udrikkeligt og mad uspiselig i omegnen. Andre 200.000 får varige skader, langt de fleste er børn.

De ansvarlige går fri
Nu begynder et langt retligt opgør om ansvaret. Union Carbide lover i 1989 at betale erstatning på 470 millioner dollar, og har givet symbolske beløb til ofrene. Men på deres hjemmeside påstår de stadig, at katastrofen skyldtes sabotage og ikke selskabets profitjagt. Den dag i dag spærrer USA`s retssystem for en retssag mod de ansvarlige.