Den 22. november 1974 vedtager FN`s Generalforsamling, at give repræsentanter fra den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO status som observatører med ret til at tale til forsamlingen

Det er første gang, at FN officielt anerkender en organisation, der kan tale på vegne af det palæstinensiske folk. PLO har på dette tidspunkt eksisteret i ti år og har gradvist opnået støtte fra brede dele af det palæstinensiske folk.
Oprettelsen af PLO sker i 1964 på initiativ af Den Arabiske Liga, som er en sammenslutning af de fleste arabiske lande i Mellemøsten. På det tidspunkt er det palæstinensiske område delt i det område, zionisterne besatte under krigen i 1948, mens Vestbredden og Gaza hører under henholdsvis Jordan og Egypten.
PLO bliver oprettet som en paraplyorganisation, der skal favne flere palæstinensiske partier og modstandsgrupper, hvoraf de vigtigste er den nationale Fatah-bevægelse og de to marxistiske organisationer PFLP og DFLP. Fra start er det PLO`s erklærede mål at gøre en ende på staten Israel og oprette en rent arabisk stat. Men efter krigen i 1967, hvor Israel yderligere besætter Vestbredden og Gaza, begynder organisationen at bløde op på sine krav.
I 1974 fremlægger PLO et nyt program for en fredelig løsning af Palæstina-spørgsmålet. Målet er stadig én stat med navnet Palæstina, men en multietnisk, sekulær og demokratisk stat, hvor jøder og arabere kan leve side om side.
Det er med denne idé i baghovedet at Yasser Arafat, der har været formand for PLO`s eksekutivkomité siden 1969, i november 1974 bestiger talerstolen i FN og holder sin berømte 'olivengren-tale', hvori han siger:
- Jeg kommer her med en olivengren i den ene hånd og en frihedskæmpers gevær i den anden. Lad ikke olivengrenen falde fra min hånd.
Siden da har PLO været almindeligt anerkendt som repræsentant for det palæstinensiske folk. Først i 1993, da PLO ensidigt har anerkendt statens Israels uafhængighed, accepterer den israelske premierminister Yitzhak Rabin PLO som forhandlingspartner.
Den såkaldte Oslo-aftale, der bliver et resultat heraf, giver palæstinenserne et meget spinkelt håb om fred og retten til deres eget land på de 22 procent der er tilbage af det oprindelige Palæstina, som her aldrig er blevet indfriet. Tværtimod har Israel annekteret endnu mere besat palæstiensisk jord efter Oslo-aftalen. Og i dag ser situationen så sort ud som nogensinde for det palæstinensiske folk.
Yasser Arafat selv får heller ikke lov til, at opleve en uafhængig palæstinensisk stat. Han dør den 11. november 2004 efter, at Israel har tvunget ham til at opholde sig i sit hovedkvarter i Ramallah i over tre år, omringet af Israelske kampvogne