Den 12. november 1887 kommer det til konfrontationer mellem en 10.000-tallig skare af demonstrerende arbejdere og bevæbnet politi og kavaleri på Trafalgar Square i det centrale London

Igennem de sidste fem år har Europa ligget under for en økonomisk depression, der har skabt høj arbejdsløshed i byerne såvel som på landet. Særligt hårdt er det gået ud over Irland, der både lider hårdt under det britiske overherredømme og de stærkt faldende priser på landbrugsvarer.
Krisen har drevet enorme skarer af irere til at forlade deres hjemland og søge lykken andre steder. En stor del immigrerer til USA, men mange tusinde irere ender som arbejdere i den britiske industri, hvor de udgør bunden af det forarmede proletariat.
Især i London bliver de sociale spændinger hurtigt voldsomme. Klasseforskellene er meget tydelige, for den rige overklasse i West End og arbejderklassen i East End bor stort set dør om dør.
I takt med at undertrykkelsen i Irland bliver mere og mere brutal under den konservative regering ledet af Lord Salisbury, stiger vreden i arbejderklassen. De socialistiske partier står i solidaritetens navn på de undertrykte ireres side, og en række protester igennem efteråret kobler kravet om irsk selvstændighed sammen med krav om bedre forhold for arbejderklassen.
Det hele kulminerer den 12. november, hvor det kommer til heftige gadekampe mellem politiet, hæren og de tusindvis af demonstranter, på Trafalgar Square, lige der hvor det rige West End møder det fattige East End.
Poltiets og militærets brutale fremfærd resulterer i tre dræbte og flere hundrede sårede. Til alt held har der ikke været anvendt skydevåben, for så havde tabstallet været langt højere. I stedet bliver folk tævet ihjel med knipler eller de bare næver.
Den 13. november bliver kendt som 'Den Blodige Søndag', bare én af flere blodige søndage i den lange historie om Irlands kamp for selvstændighed.
Men dagen er vigtig, fordi den markerer en af de første eksempler på, at den nationale selvstændighedskamp og organiseret klassekamp kan gå op i en højere enhed.
Den langsigtede virkning af optøjerne løber dog noget ud i sandet. Allerede året efter skaber morderen Jack The Ripper skræk og rædsel i Londons fattigkvarterer, og myndighederne er hurtige til at lede befolkningens opmærksomhed over på problemerne med kriminalitet i stedet for den sociale nød.