I Sønderjylland, der jo var tysk frem til 1920, er det stadig 1914-18, der menes, når talen er om krigen

af Jens Fransen, Slagelse
Den 11. november klokken 11 - i 1918 - tav våbnene ved vestfronten. Første Verdenskrig var slut.
Imperialismen havde fået et afgørende knæk - først gennem Oktoberrevolutionen i Rusland året før - og da matroserne i Kiel hejsede de røde faner over den kejserlige krigsflåde, var det tyske monarkis endeligt en kendsgerning.
Krigen i al dens gru er mesterligt beskrevet i Erich Maria Remarque`s 'Intet nyt fra Vestfronten'. En klassiker, hvor den menige soldats lidelser er beskrevet, så læseren næsten kan føle og lugte dem på egen krop.
Som bekendt var Danmark såkaldt neutral under krigen. Men i Sønderjylland, der jo var tysk frem til 1920, er det stadig 1914-18, der menes, når talen er om krigen.
Mange danske sønderjyder mistede livet for den fremmede og forhadte tyske kejser. Og efter krigen blev der dannet DSK-foreninger (Dansksindede krigsdeltagere). Hver afdeling havde deres fane, der blev medbragt ved forskellige mindearrangementer - 11. november, begravelser og så videre.
Nu er deltagerne for længst døde, men i min bevidsthed lever de stadig. Opvokset i en præstegård på Als husker jeg, hvordan gamle Peter Rasmussen kom i hestevogn hvert år den 11. november for sammen med min far at nedlægge en krans ved mindesmærket for de faldne fra sognet på kirkegården.
Når dette var gjort, skulle han have en øl og en snaps i præstegården og ikke mindst et 'mutte' (et kys) af min mor.
Sidste gang han kom - eller rettere blev hentet af min far - snød han sig til to kys, men han havde også lige lidt samvittighedskval.
Han fortalte da historien om en træfning, han havde deltaget i, og hvor de havde en løjtnant, der med Peters ord var en skidt karl. Denne løjtnant var gået forrest - og som Peter kryptisk sagde: 'Han kom ikke tilbage.'
90 år er gået. Endnu flere krige er kommet til. Gribbene lurer stadig.