Den 18. oktober 2003 træder Bolivias præsident, Gonzalo Sánchez de Lozada, tilbage efter voldsomme folkelige protester. Det er den foreløbige kulmination på den såkaldte Gaskrig, som får betydning for det senere systemskifte med valget af præsident Evo Morales i 2005

Bolivias største rigdomme er landets naturressourcer. Efter flere århundreders intens minedrift, er mulighederne for at udvinde kostbare metaller stort set udtømt. Den vigtigste ressource er nu de enorme mængder af naturgas, der muligvis er de største på kontinentet.
Efter årtusindskiftet arbejder regeringen hårdt på at forøge gasproduktionen. Det er her konflikten for alvor begynder. Regeringen vil bygge en gasledning ud til Chiles kyst, så gassen kan raffineres der frem for at satse på en hjemlig produktion. De store gaskompagnier, der ejer koncessionerne på gassen, vil få færre udgifter og tjene en enorm profit. Til gengæld får den almene befolkning stort set intet ud af salget af naturressourcerne.
I 2002 - 03 vokser de folkelige protester imod planerne. De kræver industrialisering af gasproduktionen i Bolivia, og at overskuddet fra produktionen går til Bolivias folk i stedet for de multinationale selskaber.
Protestbevægelsen får ekstra kraft fra andre dele af samfundet, der også er utilfredse. Især den oprindelige befolkning aymaraerne, der har været undertrykt og udelukket af samfundet de sidste 500 år, er aktive i kampen for nationaliseringer og bedre forhold for de fattigste. Regeringens støtte til USA`s 'War On Drugs' vækker også stor modstand fra landbefolkningen, der udsættes for konstante overgreb på krav fra USA.
I løbet af september 2003 løber situationen løbsk med sultestrejker og voldsomme kampe mellem politi og demonstranter. Bevæbnet med slangebøsser og få geværer fra en opstand i 1952 får aymaraerne drevet politiet og militæret ud af provinsbyerne: I hovedstaden La Paz bliver situationen alvorligere for præsident de Lozada, da flere og flere af koalitionspartnerne falde fra. 18. oktober kan regeringen ikke længere modstå presset. De Lozada går af og erstattes af vicepræsident Carlos Mesa. Mindst 80 mennesker er blevet dræbt i kampene, men Mesas periode på posten bliver kort.
I foråret 2005 vedtager regeringen en lov for gasindustrien, der ikke opfylder kravene fra 2003. I juni tvinger voldsomme protester også Mesa fra magten. Hans efterfølger Eduardo Rodriguez fungerer som overgangsfigur til præsidentvalget i starten af 2006. Her vælger befolkningen Evo Morales, landets første præsident med rødder i den oprindelige befolkning. Morales underskriver 1. maj 2006 underskriver loven om nationalisering af naturressourcerne til gavn for hele befolkningen.