Mandela Center Danmark, FN-forbundet og dagbladet Politiken arrangerer en åben konference om fred og forsoning mellem israelerne og palæstinenserne
Lørdag den 1. november er der fokus på israelske og palæstinensiske organisationers bidrag til freds- og forsoningsprocessen.
Konferencen foregår i Bellacentret i København fra klokken 9 til 17.30.
Der er adgang for alle interesserede. Prisen er 150 kroner og entreen dækker sandwich, kaffe og the.
Tilmelding senest torsdag den 30. oktober på www.politikenbillet.dk.
Arrangørerne laver konferencen som en optakt til Folketingets kommende høring om Israel-Palæstina konflikten. Danske medlemmer af Folketinget og udenlandske eksperter og repræsentanter for organisationer i Israel og Palæstina vil indlede om den aktuelle situation og mulighederne for fred og forsoning mellem parterne.
Efter velkomsten ved formand for Mandela-centret, Helle Degn, vil konferencen blive åbnet med taler af Mogens Lykketoft (S) og Margrethe Vestager (Rad) om 'Danmarks og EU`s politiske bidrag til etablering af fred og forsoning mellem Israel og Palæstina'.
Derefter vil FN`s udsending Terje Rød-Larsen tale om 'FN`s opgave og situation i Mellemøsten'.
Formiddagen slutter med at adjunkt Jacob Feldt taler om 'NGO-aktiviteter for fred og forsoning' samt spørgsmål til formiddagens oplægsholdere.
Om eftermiddagen vil konflikten mellem parterne blive belyst med indlæg fra en række indbudte gæster. Det gælder:
* Ameer Makhoul, der er leder af en arabisk NGO (Ittijah).
* Muhammad Jaradat, leder af Badil Ressource Center i Betlehem.
* Ron Pundak, leder af Perez Center i Tel Aviv.
* Ronen Shimoni, afdelingsleder i B`tselem.
Efter en kaffepause kommer tredje og sidste del af konferencen, som søger at uddrage nogle konklusioner og handlemuligheder.
Her deltager konferencens oplægsholdere og desuden Pernille Frahm (SF), formand for FN-forbundet Jørgen Estrup, Kjeld Aakjær fra Mandela Center og de to mødeledere Jørgen Flindt Pedersen og Michael Jarlner.
Mandela center Danmark har op til konferencen formuleret en freds- og forsoningsplan, som bygger på hensigten om at skabe to selvstændige og bæredygtige stater, der er internationalt anerkendte, og som får støtte til at udvikle sig.
'En varig løsning af problematikken kan kun opnås ved dialog mellem de involverede parter Israel og Palæstina, og udpegelse af en international mægler, der er tillid til i begge lejre. I dagens politiske situation vil det for eksempel være narturligt, at EU finder frem til en politisk personlighed, der nyder anerkendelse både i Israel og Palæstina', hedder det i centerets plan.
Konference lørdag den 1. november. Tilmelding inden 30. oktober via www.politikenbillet.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278