højdepunkt i den første skotske frihedskrig, da en forenet skotsk hær besejrer langt større engelsk hær ved Stirling Bridge

Dagen i dag, den 11. september, vil i mange år blive brugt til at mindes angrebet på New York i 2001. Man kunne med samme ret skrive om det, langt mere blodige, CIA-støttede kup i Chile i 1973 på samme dato, men i dag skal vi endnu længere tilbage i tiden men desværre ikke til fredeligere begivenheder.
Den 11. september 1297 markerer et højdepunkt i den første skotske frihedskrig. På denne dag besejrer en forenet skotsk hær under kommando af William Wallace og Andrew af Moray en langt større engelsk hær ved Stirling Bridge.
Siden den engelske kong Edward I syv år tidligere har erklæret sig som herre over alle skotter, har oprøret imod den engelske overmagt ulmet i Skotland. Men det bliver først med Wallaces lokale oprør mod sheriffen af Lanark i maj 1297, at gnisten bliver antændt for en egentlig frihedskamp.
Wallaces bande slår sig snart sammen med Andrew af Moray, der leder kampen i nord. Snart følger størstedelen af den skotske adel efter sammen med en del af de engelske lensherrer, der hersker over en god del af Skotlands jord. Da det trækker op til egentlig krig med England trækker de fleste adelige sig dog igen, de vil ikke risikere deres privilegerede stilling.
Wallace og Andrew leder derfor deres lille folkehær alene ved slaget ved Stirling, men takket være et effektivt baghold og en smule held, bliver den engelske hær knust. Det lykkes Wallace at fange halvdelen af englænderne på den forkerte side af broen ved Stirling, og da det tunge kavaleri forsøger at komme til undsætning, bryder broen sammen, og de fleste af de engelske riddere drukner i floden. De skotske tab er små men tæller blandt andet Andrew af Moray.
Efter den overraskende sejr drager Wallace, der nu leder Skotlands hær alene, på plyndringstogt i det nordlige England. Da han i december vender hjem i triumf, skynder den skotske adel at hægte sig på hans succes ved at slå ham til ridder og udnævne ham til 'Skotlands Beskytter'. Wallace har dog ikke tiltro til adelens frihedstrang. Han begynder at opbygge en hær, der sværger troskab mod det frie Skotland og ikke mod adelen.
Wallaces historie bliver dog kort. I 1298 bliver hans hær slået ved Falkirk af en topmoderne hær af langbueskytter, anført af kong Edward selv. Fra da af er Wallace på flugt, men først i 1305 får den engelske hær fat i ham. Efter en hurtig rettergang bliver Wallace ført til London den 23. august, hvor han bliver hængt, strækket og 'kvadreret', det vil sige skåret i fire stykker, som derefter bliver sendt til hvert hjørne af riget til skræk og advarsel.
Det bliver Robert Bruce, overhoved for Skotlands stærkeste adelsfamilie, der genvinder Skotlands selvstændighed efter slaget ved Bannockburn i 1314.