Den 6. september 1982 klokken 11:32 bliver luften gennemrystet af et enormt brag i sommerhusområdet ved Lumsås, tæt ved Sjællands Odde. Eksplosionen jævner øjeblikkeligt fire sommerhuse med jorden mens 130 andre huse bliver beskadiget, ved et rent held kommer ingen mennesker noget til
I et stykke tid hersker der megen forvirring om, hvad der egentligt er foregået. Det viser sig, at et dansk krigsskib, fregatten Peder Skram, der netop sejler forbi ude i Samsø Bælt, ved et uheld har affyret et 500 kilo tungt, amerikanskbygget HARPOON-missil.
Missilet, der egentlig er beregnet til at sænke skibe, flyver godt 35 kilometer uden nogen form for styring, inden det eksploderer over sommerhusområdet. Den chokerede besætning har intet kunnet gøre for at standse missilet og må bare vente på nyheder om nedslaget.
Nyheden om 'Hovsa-missilet' rydder avisernes forsider, og en militærundersøgelse bliver hurtigt sat i gang. Undersøgelseskommissionen er meget hurtig til at konkludere, at der bestemt må være tale om en menneskelig fejl. Orlogskaptajn H. G. Olsen erkender også hurtigt at have begået fejl i sin håndtering af våbensystemerne.
At USA`s flåde bare ét år tidligere har været ude for et lignende uheld med et HARPOON-missil, ignorerer kommissionen helt. Kaptajnen får hovedansvaret med sin 'grove pligtforsømmelse'.
På dette tidspunkt er missil-systemet relativt nyt og uprøvet, og producenten McDonald-Douglas har mange penge i klemme, hvis våbnet viser sig at være en fiasko.
Tre journalisters dybdeborende arbejde over de næste år skaber dog så meget røre, at en ny undersøgelseskommission bliver nedsat, som delvist frikender H. G. Olsen, men den er stadig sikker på, at det er en menneskelig fejl.
Sagen er, at McDonald-Douglas` HARPOON-system ligger i skarp konkurrence med det franske EXOCET-system, der stod for samtlige tab af britiske skibe i den netop afsluttet Falklandskrig. Det sidste McDonald-Douglas ønsker, er en historie om, at HARPOON-missilet er usikkert at have om bord på skibe. Alligevel går McDonald-Douglas med til at betale den danske stats omkostninger ved ulykken, selvom det skyldes en 'menneskelig fejl.
Hovsa-missilet bliver årets samtaleemne, og på trods af, at ulykken nemt kunne være blevet en menneskelig katastrofe, bliver der mest gjort nar ad hændelsen, som i dette citat fra Folketingsdebatten: 'Jeg bryder mig ikke om forsvarets måde at sanere sommerhusområder på.'
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278