Den 8. august 1942 vedtager den indiske politiske forsamling AICC (All India Congress Committee) ¤¤Quit India¤¤-resolutionen. Den ændrer afgørende forholdet til kolonimagten Storbritannien og baner vejen for den frihedskamp, der skal føre til Indiens selvstændighed

På dette tidspunkt er Indien dybt involveret i Anden Verdenskrigs blodbad, og langt fra alle indere er begejstrede for det. De føler, at deres koloniherrer i London har trukket landet med i en krig, der egentligt ikke vedkommer dem. Flere steder er guerillabevægelser begyndt at dukke op, somme tider med støtte fra Storbritanniens japanske modstandere.
I et forsøg på at skabe ro på hjemmefronten i den urolige koloni, forsøger de britiske myndigheder i maj 1942 at starte forhandlinger med de partier, der kæmper for et frit og uafhængigt Indien.
Forhandlingerne får dog den stik modsatte virkning, fordi de britiske forhandlere slet ikke har forstået, hvad selvstændighedsbevægelsens mål er, og derfor fremsætter forslag, som er fuldstændigt uacceptable for inderne.
Sammenbruddet i forhandlingerne fører til, at det største selvstændighedsparti Den Indiske Nationalkongres (INC) under ledelse af Mohandas Ghandi vedtager en resolution, der kræver fuldstændig selvstændighed for Indien og opfordrer til fredelig modstand og civil ulydighed, en metode som Ghandi har erfaring med fra sit arbejde i Sydafrika 20 år tidligere.
Resolutionen splitter den indiske selvstændighedsbevægelse. Både kommunisterne og de muslimske partier er imod at erklære krig imod det britiske kolonistyre midt under krigen imod fascismen. Andre føler ikke, at resolutionen er slagkraftig nok med sit krav om en ikke-voldelig strategi.
Alligevel lykkes det den 8. august at få resolutionen vedtaget i den fælles kongres AICC. Det britiske svar kommer allerede næste dag, da Ghandi og en lang række andre INC-ledere bliver fængslet, og ethvert forsøg på civil ulydighed bliver knust med en voldsomhed, der efterlader store dele af befolkningen i chok.
I løbet af det næste år raser en heftig konflikt med hundredvis af strejker og tusindvis af protestaktioner. De britiske myndigheder svarer igen med bøder, offentlig piskning og over 100.000 arrestationer. Flere hundrede civile bliver desuden dræbt i konfrontationer med hæren og politiet.
I sidste ende slipper den indiske befolknings kræfter dog op, og aktionerne stopper gradvist. Quit India bevægelsen har ikke nået sit mål, men det britiske imperium er blevet tappet for kræfter, og grunden er lagt for en ny selvstændighedsbevægelse, der fem år senere skal føre Indien til fuld uafhængighed.