Mod slutningen af Anden Verdenskrig får amerikanerne smuglet nazisten von Braun og hans projekter til USA under den hemmelige operation kaldet ¤¤Overcast¤¤.

Den 29. juli 1958 underskriver USA`s præsident, Dwight D. Eisenhower, loven om National Aeronautik og Rumfart. Dermed træder USA for alvor ind i rumkapløbet, der blev indledt den 4. oktober året før, da Sovjetunionen opsendte verdens første menneskeskabte satellit, 'Sputnik 1', i kredsløb om jorden.
Sputnik kommer som et chok for den amerikanske regering, der i mange årtier har anset sig selv for at være førende i verden hvad angår teknologi. Sovjetunionens succes fremkalder en feberagtig aktivitet i det amerikanske statsapparat for at få stablet et rumprogram på benene for ikke at stå tilbage i forhold til 'de røde'.
USA starter dog ikke helt fra bunden. Over de sidste 15 år har det amerikanske militær ivrigt eksperimenteret med langtrækkende raketter, der vil kunne sende atomsprænghoveder imod Sovjetunionen, og som også nødtørftigt vil kunne bruges til rumfart.
Raketprogrammet er under ledelse af den tyske ingeniør og fysiker Wernher von Braun, der tretten år tidligere har ledet et lignende våbenprogram for nazityskland, hvor han bland andet var ansvarlig for det frygtede terrorvåben V-2.
Mod slutningen af Anden Verdenskrig er det lykkedes amerikanerne at smugle von Braun og hans projekter til USA under den hemmelige operation kaldet 'Overcast'. Derefter er von Braun blevet 'naturaliseret', det vil sige har fået amerikansk statsborgerskab for at forhindre, at han kommer til at stå til ansvar for sine forbrydelser under krigen.
Nu kommer von Brauns genialitet USA til gode på en ny måde. Den 31. januar 1958 lykkes det amerikanerne at opsende satellitten 'Explorer 1', og USA er officielt med i kapløbet igen.
Rumfartsloven den 29. juli samme år bliver det næste store skridt. Med den oprettes nemlig den Nationale Aeronautik og Rum Administration, bedre kendt som 'NASA', under kyndig vejledning af von Braun. I de følgende årtier kommer NASA`s støt voksende stab til at kæmpe indædt for at bringe USA forrest i feltet, når det gælder udforskningen af rummet.
I starten er succesen til at overse: Talrige raketter brænder sammen, og Sovjetunionens kosmonauter synes hele tiden at være ét skridt foran, både når det gælder ubemandede forskningsfartøjer og om at få mennesker ud i rummet. Først i 1969, over ti år efter NASA`s oprettelse, kan USA`s regering ånde lettet op, da den 11. Apollo-mission bringer amerikanerne til månen, uden at russerne har været der først. På det tidspunkt har Sovjetunionen allerede opgivet måneprojektet og vendt blikket mod en endnu større udfordring: Mars.