Jeanne bliver stillet for en kirkelig domstol, anklaget for kætteri, fordi hun som kvinde har deltaget i krig, båret mandetøj
Den 30. maj 1431 samles en stor menneskemængde på torvet i den franske by Rouen. De skal overvære en af tidens mest populære forlystelser: En offentlig henrettelse.
Den dømte er en 19-årig bondepige fra landsbyen Domrémy i Lorraine. Hun er dømt for kætteri og skal brændes på bålet. Det får endnu flere til at dukke op, for en kætterbrænding varer længere og er mere underholdende end en simpel hængning.
Den tusindtallige skare er der dog først og fremmest for se den dødsdømte selv, det er nemlig den berygtede 'Jomfruen fra Orleans', Jeanne d`Arc, der efter sigende egenhændigt har fordrevet den engelske hær.
Jeannes korte karriere starter, da hun som 12-årig begynder at se mystiske syner. Hun mener, Gud taler til hende for, at hun skal levere et budskab til Frankrigs kronprins, den senere Karl VII. Efter fire års forsøg kommer hun i audiens hos Karl overlevere sit budskab:
Hun skal føre den franske hær til sejr mod englænderne og få Karl kronet til konge. England og Frankrig har været i næsten konstant krig i over 80 år, og situationen ser sort ud for Frankrig, der er i defensiven. Kronprins Karl bliver så betaget af jomfru Jeanne, at han overlader den religiøse ekstremist kommandoen over en hær, der skal undsætte den belejrede by Orleans. Resultatet overrasker alle.
Den energiske Jeanne tvinger de franske adelsmænd i kamp mod de overlegne engelske styrker. Angrebet overrasker så meget, at belejringen af Orleans går i opløsning på under en uge i maj 1429. Hvor end kampene går hårdest for sig, er Jeanne i forreste linie i sin hvide rustning.
Efter Orleans følger flere slag og erobrede byer, inden kronprinsen den 16. juli kan ride ind i byen Reims og lade sig krone som kong Karl VII. Med kroningen og en midlertidig våbenhvile med englændernes allierede Burgund, mister Karl lysten til at føre krig, men Jeannes blodtørst ikke er stillet. Hun leder flere forsøg på at tilbageerobre Paris, men uden kongens støtte, er det dømt til at gå galt.
Den 23. maj 1430 bliver hun taget til fange under kampe udenfor byen Compiègne af burgundiske soldater. Hun bliver solgt til englænderne, der gerne vil gøre op med 'Heksen fra Orleans'.
Jeanne bliver stillet for en kirkelig domstol, anklaget for kætteri, fordi hun som kvinde har deltaget i krig, båret mandetøj og taget Guds navn forfængeligt. Den 30. maj bliver hun brændt, og hendes aske smidt i Seinen. Englænderne er sluppet af med en fanatisk modstander, men har samtidig skabt en legende. I 1920 bliver kun kanoniseret som helgen af den katolske kirke, der brændte hende på bålet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278