Tidligt om morgenen den 2. april 1801 styrer en talstærk britisk flåde ned igennem Øresund med kurs mod København. De 38 skibe ledes af admiral Sir Hyde Parker, men det er hans næstkommanderende, der går over i historien: Viceadmiral Horatio Nelson

Flåden er på vej mod København på grund af en række katastrofale fejlgreb i dansk udenrigspolitik. Storbritanniens krig imod Napoleons Frankrig er for alvor i gang, og briternes stærkeste våben er deres enorme flåde, som mere eller mindre behersker verdenshavene, og som indleder en massiv blokade af franske havne.
I 1800 går den russiske zar at i alliance med landene ved Østersøen, inklusive Danmark, om at bevare deres 'væbnede neutralitet'. Landene skal fortsat handle med Frankrig og forsvare sig, hvis briterne angriber for eksempel danske handelsskibe.
Briterne raser, de har opfattet russerne som allierede og frygter især Østersøens stærkeste flåde, den danske. Parker og Nelsons flåde er den britiske regering svar.
Omkring klokken ti om formiddagen 2. april er den briterne klar til angreb. Viceadmiral Nelson bliver sendt i forvejen med et skib med krav om, at den danske flåde overgiver sig. Det afviser den danske admiral Olfert Fisher.
Kort efter starter briterne angrebet ved at sejle op på en lige linje og kaste anker, hvorpå de starter bombardementet af danskerne. Angrebet ledes af Nelson, mens Parker bliver tilbage for at beskytte mod bagholdsangreb.
Det behøver han dog ikke: Danskerne har ingen strategi andet end at prøve at stå imod overmagten. Briternes angreb begynder skidt, mange skibe støder på grund i det lave vand. Da Parker ser, at Nelson er i knibe, signalerer han til Nelson om at trække sig tilbage. Nelson svarer med de berømte ord:
'Jeg har kun ét øje. Jeg har lov til at være blind en gang imellem.' Hvorefter han sætter kikkerten for sit blinde øje og råber: 'Jeg kan virkelig ikke se noget signal!'
Nelsons stædighed giver gevinst. Efter mange timers kamp er flere danske skibe blevet sænket og de fleste beskadiget. Kronprinsen, der leder slaget fra land, giver Olfert Fischer lov til at overgive sig. Kort efter eksploderer flagskibet Dannebrog i en kæmpe ildkugle og sætter punktum for blodsudgydelserne. Briterne brænder resten af den danske flåde og tager et enkelt skib som krigsbytte.
Slaget på Reden er hårdt for Danmarks selvfølelse som stormagt, men katastroferne er langt fra slut. I 1807 har dansk udenrigspolitik igen bragt landet på kant med briterne. Denne gang ødelægger de ikke kun flåden, de bombarderer også København med raketter i verdenshistoriens første terrorbombardement af civilbefolkningen. Danmarks drøm om at være en stor søfartsnation er sænket for altid.