05 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

13. marts 1925 - Darwin bliver ulovlig i amerikanske skoler

13. marts 1925 - Darwin bliver ulovlig i amerikanske skoler

Torsdag, 13. marts, 2008, 00:00:00

Først i 1968 får en anden retssag smidt Biblens skabelsesberetning ud af skolerne og erstattet med videnskab

Den 13. marts 1925 vedtager senatet i den amerikanske delstat Tennessee den såkaldte Butlers lov, opkaldt efter forslagsstilleren John Washington Butler.
Den nye lov forbyder al undervisning i offentlige skoler, der er i med skabelsesberetningen, som gengives i Biblen. Loven forbyder i realiteten en stor del af undervisningen i historie, astronomi, fysik og kemi.
Loven er dog først og fremmest rettet imod biologiundervisningen og især Darwins teorier om evolutionen som grundlag for livets udvikling på jorden. Butlers lov forbyder specifik undervisning, der antyder '!at mennesket skulle stamme fra laverestående dyr'.
Borgerretsorganisation ACLU begynder straks efter lovens vedtagelse at lede efter lærere i Tennessee, der vil deltage i en retssag for at udfordre loven. Det varer ikke længe før en ung biologilærer, John Scopes, melder sig. Scopes bliver hurtigt mere end en villig medspiller. Han gør sine studerende opmærksom på, at han bryder loven ved at undervise i evolution og opfordrer gang på gang de studerende til at melde ham til myndighederne.
I april er retssagen på vej, og ACLU sammensætter et stærkt hold af forsvarer og eksperter, der én gang for alle skal underminere den religiøse undertrykkelse af videnskaben. USA`s forfatning påbyder en skarp adskillelse af kirke og stat, og forsvaret mener, at Butlers lov bryder denne regel.
Forsvaret ledes af den glødende ateist Clarence Darrow, men ACLU vil i første runde påvise, at der ikke er modsætninger mellem evolutionsteorien og den kristne tro. Det står dog hurtigt klart, at anklagerne, der blandt andet tæller den fanatiske presbytianske præst William Jennings Bryan, har en anden opfattelse af tingene, og dommeren er på deres side.
For Clarence Darrow bliver det snart umuligt at hævde, at Darwins evolutionsideer kan passe sammen med Bryans fundamentalistiske, bibeltro kristendom. Han angriber derfor direkte Bryans tro. Højdepunktet i retssagen kommer, da Darrow afhører Bryan om Biblens mange selvmodsigelser.
Selv om Darrow fuldstændig smadrer Bryans argumenter, erklærer dommeren hele diskussionen for irrelevant og kræver den fjernet fra retsprotokollen. Dommeren afviser mange af forsvarets eksperter og John Scopes får en bøde på 100 dollars.
ACLU appellerer sagen til højesteret, men den vil ikke tage stilling til sagen men erklærer, at Butlers lov ikke strider mod forfatningen. På trods af Scopes`, Darrows og ACLU`s nederlag, vækker sagen så meget opmærksomhed, at befolkningen får øjnene op for den udbredte kristne fundamentalisme i Sydstaterne.
Først i 1968 får en anden retssag smidt Biblens skabelsesberetning ud af skolerne og erstattet med videnskab. Siden har alle fundamentalisternes forsøg på at genindføre det lidt nederlag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. mar. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder