07 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

28. februar 1947 - Oprør mod Koumintang

28. februar 1947 - Oprør mod Koumintang

Torsdag, 28. februar, 2008, 00:00:00

I løbet af nogle måneder dræber Koumintangs soldater over 30.000 mennesker og plyndrer så godt som alle byer på Taiwan

Den 28. februar 1947 står som en sort dag for de kinesere, der i dag bor på øen Taiwan. Den markerer starten på de hidtil værste overgreb mod civilbefolkningen i Taiwans historie.
I 1947 er Kina et land i kaos. Det er kun halvandet år siden, den japanske besættelse blev bragt til ophør efter otte års konstant krig, og den endelige fredsaftale med Japan er endnu ikke på plads. Oven i købet er landet internt splittet i en blodig borgerkrig mellem kommunisterne og det nationalistiske parti Koumintang.
Taiwan har traditionelt været en af Koumintangs højborge, og den lokale regering føler selv, at den sidder trygt på magten. Men under overfladen lurer oprøret mod den voldelige undertrykkelse, som er bagsiden af medaljen for det USA-støttede styre.
Den 27. februar 1947 kommer så hændelsen, der bliver startskuddet til åbent oprør. To agenter fra efterretningstjenesten arresterer en ældre kvinde for sortbørshandel og mishandler hende voldsomt på åben gade.
En rasende menneskemængde sætter efter de to agenter, og det hele ender med, at mængden stormer en politistation, hvor de flygtende agenter har søgt tilflugt. I første omgang får hæren nedkæmpet optøjerne ved hjælp af et par maskingeværer, men næste dag er oprøret en realitet.
I løbet af de næste par uger forvandles det meste af Taiwan til et kaos. Oprøret er spontant og har ikke nogen bestemt politisk retning. Folkemassernes krav lyder på alt lige fra demokratisk indflydelse på fredsforhandlingerne med Japan til krav om oprettelse af en socialistisk stat.
Koumintangs svar på oprøret er ikke til at tage fejl af: Den øverste myndighed på Taiwan, general Chen Yi, ser oprøret som en forlængelse af borgerkrigen i selve Kina og handler derefter.
Under dække af at ville forhandle fred køber Koumintang sig tid til at opbygge en invasionsstyrke på fastlandet. Den 8. marts begynder den systematiske nedslagtning af oprørske taiwanere. Over en periode på flere måneder dræber Koumintangs soldater mere end 30.000 mennesker og plyndrer så godt som alle landets byer.
Roen er genoprettet, og Taiwan bliver den eneste del af Kina, der stadig er i hænderne på Koumintang efter borgerkrigens afslutning i 1949.
Helt frem til 1995 er det totalt forbudt for taiwanerne at diskutere eller bare nævne massakren, der i folkemunde er kendt som 228-tragedien efter datoen, den 28. februar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. feb. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder