08 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

8. februar 1692 - Heksepanik i Salem

8. februar 1692 - Heksepanik i Salem

Fredag, 08. februar, 2008, 00:00:00

Samtidig med at panikken spreder sig, bliver afhøringsmetoderne grovere og grovere. Forskellige former for tortur bliver udbredt for at skaffe tilståelser

Den 8. februar 1692 begynder uroen at sprede sig i et lille bondesamfund Salem i det, der i dag er staten Massachusetts i USA.
I flere uger har der gået rygter om mærkelige hændelser i hjemmet hos den lokale præst Samuel Parris. Både præstens datter og hans niece er begyndt at få anfald af vanvid, hvor de rabler uforståeligt nonsens af sig, smider rundt med ting og gemmer sig under møblerne.
Den lokale læge bliver hurtigt tilkaldt for at undersøge pigernes underlige opførsel, og hans konklusion er klar: Pigerne er tydeligvis blevet besat af dæmoner påkaldt af en heks.
Salem udgør på dette tidspunkt den absolutte ydergrænse for de hvide kolonisters fremfærd i Nordamerika, og befolkningen er både meget isoleret og stærkt religiøse puritanere.
Opskræmt ved tanken om hekseri indenfor landsbyens fællesskab, skynder landsbyens indbyggere sig at udpege tre mistænkte kvinder, der på den ene eller anden måde skiller sig ud: En tiggerkone, en kvinde der har giftet sig med sin tjener samt en indianer.
Den hurtige udpegning af de 'skyldige' får dog ikke panikken til at lægge sig, tværtimod. Snart begynder flere og flere tilfælde af 'besættelse' at vise sig, da kvinderne i området opdager, at det både giver dem sympati, som de ikke får meget af i det fuldstændigt mandsdominerede landsbysamfund, og at det desuden beskytter dem imod selv at blive anklaget for hekseri.
Efterhånden som situationen kommer ud af kontrol, bliver de lokale myndigheder nødt til at tilkalde hjælp fra de højere retsinstanser, hvad der kun får panikken til at brede sig.
I løbet af sommeren 1692 løber antallet af sager op over hundrede, og nu er det ikke kun personer, der er udstødte af samfundet, som bliver anklaget, ingen kvinde eller mand kan længere vide sig sikker for anklagen om hekseri.
Samtidig med at panikken spreder sig, bliver afhøringsmetoderne grovere og grovere. Forskellige former for tortur bliver udbredt for at skaffe tilståelser, og en mand bliver endda mast til døde under tunge sten, fordi han nægter at udtale sig i retten.
Først da koloniens højeste retsinstans bliver involveret i januar 1693, bliver der sat en stopper for heksejagten, og de fleste af de anklagede bliver frifundet i løbet af maj. Inden da er 14 kvinder og fem mænd blevet hængt for deres påståede forbrydelser mod samfundet og mod Gud.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. feb. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder