23 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tidligere CIA-agent Philip Agee er død

Tidligere CIA-agent Philip Agee er død

Tirsdag, 15. januar, 2008, 00:00:00

Den tidligere CIA-agent Philip Agee døde på et hospital i Havanna, hvor han uden held var blevet opereret for mavesår

af Sven-Erik Simonsen, formand for Dansk-Cubansk Forening
Sidste mandag, den 7. januar, døde den tidligere CIA-agent Philip Agee. Han døde på et hospital i Havanna, hvor han i flere omgange og uden held var blevet opereret for mavesår.
Philip Agee blev verdenskendt, da han i 1969 forlod sit arbejde i USA`s efterretningstjeneste CIA i udtalt protest mod CIA`s politik i Latinamerika, hvor Agee selv arbejdede som agent i 12 år.
I 1975 udsendte han bogen 'Inside the Compagny: CIA-diary', hvori han detaljeret fortæller om CIA`s arbejde.
Bogen afslørede også navnene på en lang række af CIA`s folk. Philip Agee forklarede dengang, at han afslørede sine tidligere kollegaers identitet for at 'svække organisationens mulighed for at gennemføre sin politik med støtte til militære diktaturer' i Grækenland, Chile, Argentina, Uruguay og Brasilien.
Barbara Bush, som er gift med USA`s tidligere præsident George Bush (senior), der selv var tidligere CIA-chef - anklagede i sin selvbiografi Philip Agee for at være ansvarlig for drabet på CIA`s stationsleder, Richard S. Welch; i Athen. Philip Agee afviste, at hans spillede nogen som helst rolle i mordet på Welch, og han rejste injuriesag mod Barbara Bush, som fjernede anklagen fra et senere oplag af sin bog som del af et forlig.
Efter at have forladt og afsløret CIA havde Philip Agee i en årrække vanskeligheder med at få opholdstilladelse efter at være blevet frataget sit amerikanske pas.
Efter pres fra Washington måtte han opgive planer om at slå sig ned i Storbritannien, Holland, Frankrig og Tyskland.
Han endte dog med at gifte sig med en tysk kvinde og slå sig ned i Hamborg. Desuden levede han de senere år en stor del af sit liv i Havanna, hvor han drev et lille rejsebureau, der hjalp mennesker i USA med at omgå rejseforbudet til Cuba.
Desuden involverede han sig i solidaritetsarbejde.
Han involverede sig konkret i arbejdet med at oplyse om justitsmordet i USA mod de fem cubanske antiterrorister, som blev arresteret i september 1998 og senere - efter en manipuleret retssag blev idømt mellem 15 år og to gange livstid i fængsel. De fem cubanere er i strid med beviser og vidneudsagn dømt for at true USA`s sikkerhed. I realiteten overvågede de blot eksilcubanske terrorgruppers aktiviteter for at kunne advare Cuba om forestående terroraktiviteter.
Philip Agee har blandt andet medvirket i to dokumentarfilm om terror mod Cuba fra amerikanske jord... og om sagen om de fem fængslede cubanske antiterrorister. Filmene ('Mission mod Terror' & 'En Mands Historie') er udsendt som dvd`er med danske undertekster af Dansk-Cubansk Forening i 2007.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jan. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder