I løbet af den første nat henrettes 14 adelige, 14 byrådsmedlemmer, tre borgmestre, og 20 almindelige borgere samt biskopperne af Skara og Strängnäs
Om aftenen den 8. november 1520 sidder en række fornemme personer bænket ved en stor festbanket på det kongelige slot i Stockholm, da en stor gruppe bevæbnede vagter med fakler i hænderne stormer salen og arresterer de fleste i lokalet.
Det hele sker på ordre fra festens vært, den danske konge Christian den 2., der har ladet sig udråbe til konge af Sverige kun fire dage inden.
Christians erobring af den svenske trone kommer efter en serie af krige, der har til formål at holde Sverige indenfor den smuldrende Kalmar-union, hvor den danske konge siden 1397 har siddet solidt på herredømmet over det meste af Skandinavien.
Tre krige indenfor tre år tager det, før Christian endelig kan indtage Stockholm 7. september 1520 efter at have lovet fuld amnesti til byens forsvarere og den svenske adel.
Den 1. november anerkender repræsentanterne for den svenske Rigsdag Cristian den 2. som Sveriges retmæssige arvekonge, selv om landets love kræver, at den svenske konge skal vælges af Rigsdagen, og 7. november bliver Christian salvet som konge.
Den efterfølgende festbanket skal efter planen vare i tre dage, men allerede om aftenen den 8. november bliver de forsamlede gæster altså overfaldet af danske soldater. Med hjælp fra sin trofaste håndlanger, ærkebiskop af Uppsala Gustav Trolle, udpeger Christian alle sine politiske modstandere blandt gæsterne og får dem fængslet.
Ved midnat dagen efter er der stillet an til et blodigt skuespil på Stortorget i midten af Stockholm. En rådsforsamling med Trolle i spidsen har i huj og hast dømt de fængslede, herremænd såvel som kirkens mænd, til døden for kætteri. Én efter én føres de dømte frem på torvet og halshugges.
I løbet af den første nat henrettes 14 adelige, 14 byrådsmedlemmer, tre borgmestre, og 20 almindelige borgere samt biskopperne af Skara og Strängnäs. Henrettelserne fortsætter næste dag, indtil over 80 af Sveriges mest magtfulde mænd er kommet af med hovedet.
Efter at have bragt orden i sagerne rejser Christian hjem, men svenskerne har fået et bittert had til den danske konge, der for eftertiden konsekvent bliver kaldt 'Christian Tyran'.
Bare fire år senere har Gustav Vasa, hvis far blev dræbt under blodbadet, svunget sig op til konge af Sverige, slået danskerne og for altid opløst Kalmar-unionen.
Det bliver starten på næsten 300 års mere eller mindre konstant krig mellem de to lande. Krige der i sidste ende efterlader Danmark som en ynkelig, forslået rest af fordums storhed.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278