En massiv skræmmekampagne får for 35 år siden danskerne til at stemme ja til EF

Den 2.oktober 1972 går danskerne til stemmeurnerne i én af de mest afgørende afstemninger i nyere dansk historie: Stillingtagen for eller imod dansk medlemskab af Det Europæiske Fællesskab, EF.
Forud er gået en lang kamp mellem modstandere og tilhængere af den spirende europæiske superstat, der blev indledt med indgåelsen af Romtraktaten i 1957 og oprettelsen af Kul- og Stålunionen. Siden har det økonomiske og handelspolitiske arbejde udviklet sig støt og roligt i retning af mere og mere central styring af medlemslandenes økonomier. Samtidigt vokser ideen frem om samling af alle kapitalistiske lande i Europa i én økonomisk enhed, et fællesmarked. I 1961 søger Danmarks regering for første gang om optagelse i det, der på det tidspunkt hedder EFTA, men der skal gå endnu 10 år, før forhandlingerne bærer frugt. I december 1971 bliver der fremsat et lovforslag i Folketinget om dansk tilknytning til EF, og samtidig bliver der udskrevet en vejledende folkeafstemning om spørgsmålet til afholdelse den 2. oktober året efter.
Efterhånden som Fællesmarkedets realiteter begynder at gå op for befolkningen, begynder skepsisen dog hurtigt at brede sig. Talrige foreninger og komiteer imod EF begynder at dukke op, og i januar 1972 lykkes det at samle en stor del af modstanden i 'Fællesudvalget mod EF-medlemskab' der kommer til at danne grundlaget for Folkebevægelsen mod EF. Udenfor samarbejdet står stadig de socialdemokratiske EF-modstandere, blandt andre Sven Auken og Ritt Bjerregaard, en række borgerlige modstandere, der mener, at Folkebevægelsen er for venstreorienterede, samt en del venstreorienterede, der mener at den er for nationalistisk. Alligevel kommer kampagnen godt fra start, og meningsmålingerne viser stærkt stigende modstand imod medlemskab. Samtidig giver det optimisme på nej-siden, at nordmændene den 26. september stemmer nej til norsk medlemskab af EF. I kampagnens sidste uger svarer tilhængerne igen med en massiv skræmmekampagne, hvor statsminister Jens Otto Krag truer med at devaluere kronen. Industrien truer med at flytte til udlandet og medvoldsomme prisstigninger. Da resultatet gøres op den 3. oktober står det klart, at skræmmekampagnen har virket, kun 37,7% har stemt nej mod 63,3% til ja-siden. Men befolkningens tillid til det store projekt bliver aldrig rigtigt grundfæstet. To gange er der siden blevet stemt nej til yderligere afgivelse af suverænitet til EF og senere EU, og Folkebevægelsen fortsætter stadig med at samle modstanden og give den retning.