30 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

16. august 1807 - Og krigen kommer til Danmark

16. august 1807 - Og krigen kommer til Danmark

Torsdag, 16. august, 2007, 00:00:00

Ude i Europa har Napoleonskrigene raset i årevis. Danmark har formået at holde sig neutral som næsten det eneste land i Europa, og det er der tjent store penge på

I dag er det netop 200 år siden engelske tropper går i land ved Vedbæk.
Ude i Europa har Napoleonskrigene raset i årevis. Danmark har formået at holde sig neutral som næsten det eneste land i Europa, og det er der tjent store penge på.
Det er altid godt at holde krigen fra eget hus og spinde guld på at forsyne de krigsførende magter med det, de nu måtte have brug for. Danmark råder over verdens tredje største krigsflåde for at kunne beskytte landets omfattende handel til søs.
Napoleons Frankrig forsøger i årene omkring 1800 at samle hele kontinentet under Napoleons og hans families herredømme og etablere en fastlandsspærring rettet mod verdens stærkeste kolonimagt, England. Omvendt forsøger England at bryde denne fastlandsspærring for at kunne handle frit som hidtil.
I denne konflikt med en række krige er det lykkedes Danmark alligevel at handle med begge sider. Men kravet om en stillingtagen i krigen øges fra begge magters side.
Allerede i 1801 forsøgte en engelsk flåde under den enøjede admiral Nelson at erobre den danske krigsflåde, men det lykkedes ikke efter det uafgjorte slag på Københavns Red. Nu her i sommeren 1807 stiller Napoleon et ultimativt krav om, at Danmark tilslutter sig fastlandsspærringen og udelukker alle engelske skibe fra danske farvande.
Dette sætter gang i nogle meget vanskelige overvejelser i den danske regering. Og det sætter gang i en række vanskelige diplomatiske forhandlinger, som regeringen klarer rigtig skidt.
6. august er der kommet krav fra fransk side, om at Danmark tilslutter sig fastlandsspærringen og erklærer England krig, ellers vil Frankrig invadere Danmark. Få dage senere kommer den engelske gesandt Jackson til København med et krav om at Danmark indgår i en alliance med England eller alternativt udleverer hele den danske krigsflåde til englænderne.
Denne gang lykkes det ikke den danske regering at sno sig uden om. Jackson forlader hovedstaden 13. august med uforrettet sag.
Den enevældige danske konge er sindssyg, og magten ligger i hænderne på kronprinsen Frederik (senere den 6.). Han vælger at erklære England krig i dag for 200 år siden efter englændernes ilandsættelse af tropper og for at undgå en fransk invasion.
Disse begivenheder er optakten til verdens første terrorbombning af en civilbefolkning, men herom skal der berettes senere.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. aug. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder