Det begynder 30. maj, da den 19-årige sorte skopudser Dick Rowland kommer til at skubbe til en hvid kvindelig elevatorfører
I dagene omkring den 31 maj 1921 finder et af de værste og mærkeligste tilfælde af raceuroligheder i USA`s historie sted i byen Tulsa i Oklahoma.
Det begynder den 30. maj, hvor den 19-årige sorte skopudser Dick Rowland kommer til at skubbe til en hvid kvindelig elevatorfører i Drexel-bygningen, hvor han har fået lov at låne toilettet. Politiet bliver straks tilkaldt, Rowland bliver eftersøgt for 'overfaldet' og arresteret på Greenwood Avenue om morgenen den 31. maj.
Samme morgen leverer sensations-avisen Tulsa Tribune forsidehistorien om 'negerens' overfald på en forsvarsløs hvid kvinde. For at peppe historien ekstra op trykker avisen desuden en artikel om, at en stor skare af hvide indbyggere i Tulsa har samlet sig ved domhuset for at lynche Rowland på stedet.
Selv om det intet har på sig, samler der sig snart en større samling nysgerrige omkring domhuset. På kort tid har menneskemængden hidset sig selv op til faktisk at kræve Rowland udleveret til lynchning, hvad sheriffen W. M. McCollough pure nægter.
Sheriffen truer med at skyde på mængden, hvis den ikke spreder sig. I mellemtiden har bekymringerne bredt sig i Rowlands eget kvarter, og den sorte befolkning i Greenwood begynder at bevæge sig mod domhuset, adskillige af dem bevæbnede.
Resultatet er til at forudse: Den hvide pøbel begynder også at skaffe sig våben hjemmefra eller fra forretninger, som de plyndrer. Sidst på aftenen bryder helvede løs med voldsomme gadekampe mellem sorte og hvide, og de fortsætter dagen efter.
Det starter omkring domhuset, hvor de hvide uromagere igen forsøger at komme til at lynche Rowland, men det lykkes endnu engang sheriffen at jage dem på flugt. Senere på dagen udvikler der sig et regulært slag, da de hvide angriber Greenwood-kvarteret og plyndrer og afbrænder tusindvis af sortes hjem.
På dette tidspunkt er den lokale milits ankommet til Tulsa, men i stedet for at beskytte den sorte befolkning, hjælper de med at indfange og i nogle tilfælde henrette tilfældige sorte. Langt fra alle hvide deltager dog i overgrebene. Faktisk forsøger mange af Greenwood-kvaterets hvide at beskytte deres sorte naboer, og flere af disse bliver dræbt.
Da urolighederne stilner af sidst på aftenen er mindst 300 mennesker blevet dræbt, langt de fleste sorte, og størstedelen af den resterende sorte befolkning er flygtet fra byen. 800 hvide er blevet indlagt på hospitalet. Hvor mange sorte, der er blevet såret, vides ikke, da begge byens to hospitaler, der betjener sorte, er blevet brændt af.
Ingen af Tulsas indbyggere, hverken hvide eller sorte, bliver stillet til ansvar for urolighederne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278




