25 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

8. maj 1945 - Sétif Massakren

8. maj 1945 - Sétif Massakren

Tirsdag, 08. maj, 2007, 00:00:00

I storbyen Sétif bliver de store demonstrationer mødt af bevæbnet militær, der uden varsel begynder at skyde demonstranterne ned

Den 8. maj 1945 fejrer hele Europa og en stor del af resten af verden den endelige sejr over nazismen. For andre bliver dagen startskuddet for deres egen kamp for frihed for undertrykkelse.
Algeriet har siden 1830 været en fransk koloni, og også her bliver sejren over Nazityskland fejret. Ikke mindst mange af de indfødte algierere er på gaden, både for at fejre sejren, men også for at rejse krav om frihed.
Mange algierere har mistet livet i krigen, i kamp for et land der ikke er deres, og tiden er moden til at kræve en ophævelse af det franske koloniherredømme under kampråbet 'Vive l`indépendance!'
I storbyen Sétif bliver de store protestdemonstrationer mødt af bevæbnet militær, der uden varsel begynder at skyde demonstranterne ned. Da militæret har splittet demonstrationen og trækker sig tilbage, koger vreden over hos de chokerede demonstranter.
I løbet af de næste 24 timer begår indfødte algierere en række overgreb mod civile franskmænd. 104 bliver dræbt, omkring 200 såret og der bliver begået flere tilfælde af voldtægt.
Kolonimagtens svar lader ikke vente på sig. I løbet af de næste to uger iværksætter den franske hær, med senegalesiske kolonitropper i spidsen, en veritabel massakre på civilbefolkningen i hele Sétif-provinsen.
Landsbyer bliver bombarderet, civile bliver mejet ned med automatvåben og kvinder bliver voldtaget.
Den 22. maj har angrebene fremtvunget en officiel 'kapitulation' fra de lokale stammeledere. Det er ikke helt klart, hvad denne overgivelse betyder, for stammerne har aldrig opfattet sig som værende i krig med kolonimagten.
Da krudtrøgen letter er tusindvis af civile blevet dræbt. De officielle franske tal ligger på 1020, men det sande tal ligger langt højere, formentlig omkring 45.000.
Massakren i Sétif bliver vendepunktet for koloniherredømmet i Algeriet. Fra nu af ser den lokale muslimske befolkning kun franskmændene som undertrykkere, og en lang og blodig kamp for frigørelse tager sin begyndelse.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. maj. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:39

Nyheder