I oktober 1914 slår Zapata sig sammen med den folkelige revolutionshelt Pancho Villa om at skabe en fælles revolutionær bevægelse.

Den 10. april 1919 bliver lederen af det mexicanske bondeoprør Emiliano Zapata myrdet i et baghold. Dermed mister den mexicanske revolution den person, der mere end nogen anden har givet modstandskampen politisk retning.
I årene efter 1900 stiger utilfredsheden kraftigt blandt de mexicanske bønder. Traditionelt har småbønder i Mexico været sluttet sammen i landsbyfællesskaber med fælles ejendomsret til jorden.
Denne ordning har gjort dem til et let mål for herremænd og plantageejere, der i stigende grad frarøver bønderne deres jord og, lige så vigtigt, deres vandforsyning. Mexicansk lov anerkender kun den private ejendomsret og bøndernes fælles ejerskab er der ingen, der beskytter.
I 1909 er situationen blevet så alvorlig for bønderne i visse landsbyer i den sydlige delstat Morelos, at de beslutter at afskaffe deres traditionelle form for lederskab. I stedet vælger de den kun 30-årige Zapata som deres talsmand. Zapata er hverken specielt rig eller særligt magtfuld, men han er en glimrende taler og har desuden kontakt til mange af godsejerne gennem sit job som hesteopdrætter.
Godsejerne viser sig imidlertid at være umulige at forhandle med, og i foråret organiserer Zapata en lille milits, der overtager bøndernes gamle jorde med magt.
Zapatas oprør kommer midt i en højspændt politisk situation i Mexico. Den gamle diktator Porfirio Diaz, har netop erklæret sig selv som vinder af præsidentvalget, og hans modkandidat Fransisco Madero må flygte til USA.
Allerede året efter er Madero dog tilbage i Mexico med hjælp fra den stadigt bedre organiserede modstandsbevægelse. Zapata og hans tropper slutter op bag den liberale Madero, og Zapatisterne kommer til at spille en afgørende rolle i de kampe, der ender med, at Diaz går af som præsident i december.
Revolutionen under præsident Madero former sig dog ikke helt som Zapata havde håbet. Reformerne foregår langsomt og kommer mest borgerskabet i byerne til gode. Zapatisterne nægter derfor at nedlægge våbnene og fortsætter med at overtage jord fra godsejerne og give det tilbage til bønderne.
I 1913 bliver Madero myrdet og hans efterfølger tvunget i eksil. Mexicos nye stærke mand er den borgerlige Venustiano Carranza, som ligger om muligt længere fra Zapatisterne end Madero.
I oktober 1914 slår Zapata sig sammen med den folkelige revolutionshelt Pancho Villa om at skabe en fælles revolutionær bevægelse. De opstiller en modkandidat til Carranza og får flertal blandt delegaterne, der skal vælge den ny præsident. Carranza har imidlertid ikke tænkt sig at opgive præsidentposten og indleder en krig mod de revolutionære. En konflikt der varer i adskillige år.
Den 10. april 1919 bliver Zapata lokket i et baghold af Oberst Jesœs Guajardo fra Carranzas styrker. Guajardo foregiver at ville tilslutte sig Zapatisterne, men i stedet lader han Zapata skyde ned, da han ankommer til mødet med Obersten.
Dermed mister den mexicanske revolution meget af sin politiske retning. Den dag i dag kæmper Zapatistiske oprørere i Chiapas stadig for at få de samme rettigheder, som stod på Emiliano Zapatas program.