Napoleons erklærede mål er at forsvare den franske revolution næsten ti år tidligere, men i realiteten er han langsomt ved at tilrane sig enevældig magt

Den 7. marts 1798 indtager en fransk hær under general Louis Alexandre Berthier den katolske kirkes hovedsæde, Vatikanet i Rom. Det bliver starten på en sælsom, om end kort, periode i den katolske kirkes historie.
Den franske hærs øverstkommanderende hedder på dette tidspunkt Napoleon og er i gang med at føre krig imod de gamle europæiske stormagter.
Napoleons erklærede mål er at forsvare den franske revolution næsten ti år tidligere, men i realiteten er han langsomt ved at tilrane sig enevældig magt og allerede året efter i 1799 lader han sig udråbe til første konsul i Frankrig.
Som en vigtig del af magtkampen opretter Napoleon en række lydstater direkte under hans egen kontrol i de områder, som hans hær besætter. Rom bliver et af de mere pudsige eksempler på en af disse 'Klient-stater'.
Den 15. marts 1798 bliver Rom udråbt som republik af general Berthier. Efterfølgende bliver Pave Pius VI fordrevet fra Vatikanet og sendt i eksil, sjovt nok i Frankrig, hvor han dør året efter.
Republikken Rom får herredømmet over områderne Tiberina og Ancona. Det formelle lederskab ligger hos et råd af konsuler som en efterligning af det gamle Romerriges tid som republik inden Julius Cæsar. I realiteten er republikken dog under Napoleons overherredømme, og dens vigtigste formål er, at forsyne den franske hær med alle fornødenheder i krigen.
Republikkens tid bliver da også kortvarig. Allerede i juni år 1800 opløser Napoleon republikken Rom og genopretter pavestaten under den nyudnævnte Pave Pius VII.
Napoleon har brug for en pavelig velsignelse til sit næste store projekt: At blive kejser af Frankrig. Den nye Pave er fuldstændigt i lommen på Napoleon, og hans kroningsceremoni den 21. marts bliver nærmest latterlig. Den franske hær har nemlig konfiskeret den pavelige krone 'Tiaraen', og til ceremonien, er man derfor nødt til at bruge en efterligning i papmaché!
Den nye pave kommer dog på tronen med Napoleons velsignelse, og tre år senere kan han gengælde Napoleons venlighed, da han giver sin velsignelse til, at Napoleon kan krone sig selv til kejser over et fransk imperium, og dermed udslette de sidste rester af den franske revolution.