Den 7. november 1917 starter en opstand anført af arbejder- og soldaterrådene i det russiske Zardømmes hovedstad Petrograd (senere Leningrad, St. Petersborg). Dette bliver starten til den samfundsomvæltning, der skal gå over i historien som Oktoberrevolutionen

Baggrunden for navnet Oktoberrevolutionen er, at begivenhederne faktisk fandt sted den 24. - 25. oktober ifølge den kalender, der i 1917 var gældende i Rusland.
Siden det første alvorlige forsøg på at omstyrte det aldrende zardømme i 1905 har det russiske samfund været præget af ustabilitet og en intensiveret undertrykkelse. I den samme periode har dele af det russiske samfund gennemgået en voldsom udvikling takket være en industrialisering, der på godt ti år har fordoblet produktionen og har skabt en stor arbejderklasse koncentreret i storbyerne, en arbejderklasse der gradvist opbygger en stigende politisk bevidsthed.
Det bliver dog Ruslands deltagelse i Første Verdenskrig, der for alvor sætter skub i begivenhederne. Utilfredsheden med den brutale krig og den sociale nød, der følger med, vokser både blandt bønderne, arbejderne og naturligvis soldaterne.
I februar 1917 kulminerer utilfredsheden med en spontan revolution i Petrograd, der med ét slag ændrer det politiske system og muliggør, at de første frie valg i Ruslands historie kan afholdes i maj - juni samme år.
Det socialrevolutionære parti opnår den største tilslutning ved valgene, og Alexandr Kerenskij bliver regeringsleder. De to kommunistiske partier, Bolsjevikkerne og Mensjevikkerne, har en samlet opbakning fra lidt over 30 procent af befolkningen, men det er en situation, der snart skal ændre sig. I mellemtiden kører krigen videre trods den folkelige modstand, og Kerenskijs regering afviser, at standse kampene og forhandle fred med tyskerne.
Situationen spidser atter til, og modstanden mod regeringen vokser i de arbejder-, bonde- og soldaterråd (sovjetter), der har fået stor indflydelse oven på februarrevolutionen.
Bolsjevikkernes paroler om 'brød, jord og fred' og 'al magt til sovjetterne' vinder større og større opbakning i byerne og på landet. Den 6. november (24. oktober i den gamle kalender) er situationen i Petrograd så ustabil, at Kerenskijs regering beslutter at lukke den kommunistiske presse og overvejer at overgive byen til tyskerne for at knuse opstanden. Men den revolutionære udvikling er ikke til at standse, og sovjetterne starter revolutionen næste dag den 7. november. Alligevel skal der gå fire år med udenlandske invasioner og blodig borgerkrig for den russiske befolkning får fred og mulighed for at udvikle deres revolution.