27 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

5. juli 1962 - Algeriet bliver selvstændigt

5. juli 1962 - Algeriet bliver selvstændigt

Onsdag, 05. juli, 2006, 00:00:00

Den 5. juli 1962 erklæres Algeriet selvstændigt efter folkeafstemninger i både Algeriet og Frankrig. I Algeriet har næsten seks millioner stemt for en løsrivelse fra den franske kolonimagt og kun 16.000 imod

Forud for dette er gået otte års indædte kampe, der har gjort Algier-krigen til en af de blodigste og brutale kolonikrige på det afrikanske kontinent.
Allerede ti år før krigen for alvor bryder ud, er konflikten imidlertid tilspidset og kulminerer i hærens og de franske kolonialisters nedslagtning af et oprør imod kolonimagten i ugerne efter den 8. maj 1945. Oprøret blusser op i forbindelse med fejringen af afslutningen på Anden Verdenskrig i Europa, opgøret med kolonialismen er i fuld gang.
Først fra 1954 udvikler konflikten mellem kolonimagten og befrielsesbevægelserne ANL og FNL til regulær krigsførelse. Især ANL har fra starten succes med sin guerillataktik, og de franske kolonisoldater bliver gradvist trængt i defensiven.
Belært af erfaringer fra krigen i Vietnam, der foregår samtidig, iværksætter den franske hær støttet af paramilitære 'kolonialister' en terroroffensiv, der lægger mange landsbyer øde, tvangsforflytter 2,5 millioner mennesker og sender yderligere én million i landflygtighed.
Kolonialisternes krigsførelse ødelægger også værdifulde naturressourcer, da mere end halvdelen af al skov i Algeriet brændes af med napalm.
Fra 1958 er det især bevægelsen FNL, der fører an i befrielseskampen med sin effektive by-guerilla, der lukker sig inde i byernes gamle arabiske kvarterer.
I Frankrig vokser den folkelige modstand mod krigsførelsen i både Algeriet og Vietnam, især på grund af overgrebene mod civilbefolkningen. De franske politikere står klemt imellem kolonialisterne og hærens generaler på den ene side og den folkelige modstand på den anden.
Et forsøg på et militærkup i Algeriet 1958 bringer Charles de Gaulle til magten i Paris, men gradvist bliver de politiske system genoprettet, og den franske regering optager fredsforhandlinger med FNL.
Selv om de franske generaler gør alt for at sabotere fredsforhandlingerne, både gennem terror og et nyt kupforsøg i 1961 bliver parterne enige om en folkeafsteming om uafhængighed ved Evian-aftalen i marts 1962. Efter otte års blodig konflikt med hundredetusinder af dræbte og millioner af fordrevne kan Algeriet erklære sig selvstændigt den 5. juli.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. jul. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:44

Nyheder