27 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

KØBENHAVN - År 1219 på Kalvebod Fælled

KØBENHAVN - År 1219 på Kalvebod Fælled

Torsdag, 29. juni, 2006, 00:00:00

Ny stor middelalderfestival i København for første gang

Der er lagt op til en historisk oplevelse af dimensioner på den nyligt etablerede Kjøbenhavns Middelalder Festival, som vil genoplive en farverig og betydningsfuld periode af Danmarkshistorien.
Festivalen forventes at blive Nordeuropas største middelalderarrangement i år og giver både store og små riddere og skønjomfruer muligheden for at opleve historiens vingesus og ægte, festlig middelalderstemning, når det herrens år 1219 for allerførste gang genopstår på Kalvebod Fælled bag Metrostation Vestamager fra lørdag den første til tirsdag den fjerde juli.
Festivalen er en enestående chance for at træde et stort skridt tilbage i tiden og få en reel fornemmelse af livet omkring år 1219. Op til 500 middelalderentusiaster deltager i festivalen for at sikre så autentisk en atmosfære som muligt, og der vil være adskillige aktiviteter og underholdende indslag for hele familien. Blandt andet kan man prøve og opleve bueskydning, stemningsfuld middelaldermusik, sværdfægtning, gøgleri, økse- og spydkast, heksekunster, stavkamp, middelalderdans, et børnelegeområde med historiefortælling, finurligt teater, slagsmål og bravalder i Ridderlejren, kirkehandlinger og munkekor, arbejdende boder samt en kæmpestor markedsplads med alskens tingeltangel og meget mere.
Herudover kan man få årets mest imponerende og dramatiske oplevelse, når ikke mindre end 40 ryttere og 200 fodfolk udsendt af Kong Valdemar i fuld kampudrustning og udstyret med ægte våben tørner sammen i et kæmpestort og drabeligt middelalderslag - det største og mest autentiske af slagsen i Skandinavien. De mange medvirkende rekonstruerer en af Danmarkshistoriens betydningsfulde begivenheder, nemlig historien om, da Dannebrog dalede ned fra himlen i Estland.
Hvis man ikke har fået drama nok, kan man endnu engang se sveden pible, når en række af de bedste kæmpere i Norden, som er samlet til festivalen, kæmper den intense kamp om titlen Danmarksmester i turneringsfægtning.
Også smagsløgene bliver sendt på en eksotisk tur tilbage i tiden. Når sulten melder sig, vil der nemlig være lejlighed til at smage rigtig middelalderspise - en lækker og historisk autentisk kulinarisk oplevelse.
For eksempel kan man prøve speciallavet middelalderpølse, helstegt pattegris eller ungfår, lækre pandekager, brændte mandler og hjemmelavede honningbolcher. Og ingen middelalderoplevelse uden en potte rigtig mjød til de tørstige eller en mundsmag af den 9,4 procent stærke festival-øl, fremstillet specielt til lejligheden.
Billetter kan købes i indgangen (ingen dankort). Alle aktiviteter og optrædender er gratis, når indgangen er betalt.

Voksne: 100 kr.
Børn fra 6-12 år: 60 kr.
Grupper: Ved mere end 20 besøgende gives 20 procent rabat på indgangen.
Kalvebod Fælled bag Metrostation Vestamager
1.-4. juli kl. 10-18.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. jun. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 11:44

Nyheder