Den 28. juni 1914 indtræffer den begivenhed, der skal blive afgørende for hele århundredets storpolitik. Den østrig-ungarske tronarving ærkehertug Franz Ferdinand bliver sammen med sin kone offer for et attentat under en parade i Sarajevo
Selve mordet er i sig selv et resultat af tilfældighedernes spil. Tre medlemmer af den radikale serbiske nationalistbevægelse, 'Den Sorte Hånd', har længe planlagt attentatet, men på selve dagen afblæses hele missionen, simpelthen fordi konvojen, der bringer ærkehertugen rundt i byen, er for godt beskyttet.
Skuffet sidder den ene attentatmand, Princip, på en café og drikker kaffe, da chaufføren i ærkehertugens bil tilfældigvis drejer ned af en forkert gade og kommer til at standse lige ud for den café, hvor Princip opholder sig.
Den forbløffede attentatmand reagerer hurtigt, går uden for og skyder den østrig-ungarske tronarving og dennes kone. Dermed starter Princip (hvis navn for øvrigt betyder 'begyndelse') en sand lavine af begivenheder, der i løbet af få uger skal kaste Europa ud i den indtil da blodigste krig.
Selv om mordet i Sarajevo bliver gnisten, der antænder lunten, har krigen været længe undervejs. Siden det Tyske Riges samling i 1871 er spændingerne steget støt imellem de imperialistiske stormagter i Europa, der hver især har lagt planer for en eventuel kommende storkrig.
Den 28. juni sættes en lang række af automatreaktioner i værk, først med Østrig-Ungarns krigserklæring mod Serbien, fulgt op af en russisk mobilisering, der igen får Tyskland til at indlede en tofrontskrig med både Frankrig og Rusland, og til slut kommer både Storbritannien og Tyrkiet med på hver sin side.
Dermed begynder en konflikt, der skal sende mere end ti millioner unge mænd i døden til ingen verdens nytte. Første Verdenskrig finder først endeligt sin afslutning præcis fem år senere, da Versaillestraktaten underskrives den 28. juni 1919 og dermed allerede gøder jorden for den næste altødelæggende verdenskrig.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278