I 1870`erne og 80`erne er Chicago centrum for den progressive del af USA`s fagbevægelse, og det er her arbejdskampene føres mest intenst. I starten af 1886 starter en samling af industriens fagforbund en kampagne for at gennemtvinge indførelse af 8 timers arbejdsdag.

Kampagnen bliver fra starten mødt med stærk modstand fra myndighedernes side, der opfatter kravet som 'radikalt' og 'samfundsomstyrtende'.
Den 1. maj 1886 samles store demonstrationer for kravet om 8 timer i Chicago. Politiet slår uhørt brutalt ned på demonstranterne og dræber mindst én under urolighederne. De følgende dage følger arbejderne op med store protestdemonstrationer imod politiets brutalitet, men også disse demonstrationer bliver angrebet af politiet.
Den 4. maj 1886 kulminerer urolighederne, da en ukendt demonstrant kaster en bombe mod politiet og dræber syv betjente på Haymarket-pladsen.
Denne begivenhed udløser omgående en sand mediestorm mod arbejderbevægelsen, 8-timers kampagnen og særlig imod de socialistiske og anarkistiske partier. De amerikanske myndigheder lukker hurtigt en række socialistiske aviser og partiforeninger og begrænser arbejderbevægelsens handlekraft.
Få dage efter bomben anholder politiet otte mænd med anarkistiske sympatier, til trods for at det kan bevises, at de intet havde med bomben at gøre.
For domstolen er det nok, at de '...med deres opflammende taler og publikationer har ophidset pøbelen'. Syv af de anholdte bliver efterfølgende idømt dødsstraf, og én får 15 års fængsel. Den 11. november 1887 bliver fire af disse mænd hængt, og en femte begår selvmord i fængslet.
Samtidig benytter myndighederne hysteriet til effektivt at splitte fagbevægelsen og kampagnen for 8 timers arbejdsdag.
Først i 1893 får de uskyldigt dømte en vis oprejsning da Illinios' guvernør benåder de resterende fire fanger og slår fast, at den amerikanske forfatning også gælder for strejkende arbejdere.