22. marts 1968 besætter studenterne Nanterre universitetet i Paris. Flere års stigende utilfredshed med den autoritære undervisningsform kulminerer
Ungdomsoprøret har i flere år forud sat sine spor med anti-borgerlig levevis, nye genre i musikken, fred og kærlighed, eksperimenteren med alternative rusmidler og så videre. Men i 1968 skærpes oprøret og får en mere politisk karakter.
Der bliver i stadig stigende grad kæmpet mod USA`s imperialistiske krig i Vietnam. Prolatarisering af studenter og akademikere bliver tydeligere. Kravet om demokrati og medindflydelse lyder flere og flere steder.
I dag for 38 år siden mener studenterne på Nanterre, at det nu er tid for handling, og de besætter deres universitet. I første omgang betyder det ikke de store ændringer, men vejen er vist, og få måneder senere bryder majrevolten ud i Frankrig.
Studenter overalt besætter deres universiteter, der demonstreres og store dele af arbejderklassen deltager med deres krav om demokrati på arbejdspladserne og i protest mod løn- og socialpolitikken.
Desværre holder alliancen mellem studenter og arbejdere ikke i længden, og studenteroprøret ebber ud. Selvom den franske præsident de Gaulle nogle dage er rystet og søger tilflugt på en fransk militærbase i Tyskland, vender den gamle general tilbage og formår at vende stemningen i den franske befolkning så meget, at højrefløjen kan få den største sejr nogen sinde ved valget i juni 1968.
Næsten 75 procent af franskmændene sætter kryds ved højrepartierne. Erfaringerne er mange, men en står klart: En alliance mellem arbejdere og studenter er nødvendig, hvis de store resultater og forandringer skal nås. Det gælder også i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278