Sara Stinus er død efter længere tids sygdom. Sara Stinus var et af de fineste mennesker, der er kommet til dette land. Hun kom fra Indien sammen med sin danske mand Erik Stinus for snart 50 år siden, da Danmark var langt mere gæstfrit end i dag

af Knud Vilby
Hun blev en kær og elsket dansker, men bevarede en dyb kærlighed til fødelandet Indien, og hun evnede som menneske og forfatter at videregive både kærlighed og tro på mennesker til os andre.
Hun evnede det, fordi hun var en god forfatter og en fantastisk formidler. Men også fordi hun selv var kærlighed og nærvær. Når man var sammen med Sara var man ikke i tvivl om at man netop var sammen, eller om det menneskelige nærvær og kærligheden. Det var kærligheden til Erik og de allernærmeste, men også kærligheden til alle mennesker, der havde kærlighed behov, til retfærdighed for en menneskehed og til menneskelig værdighed.
Nærværet og varmen strålede fra hende, hvad enten man mødte hende som digtoplæser, som personlig ven eller som kortsælger i UNICEF-butikken. Hun lyttede, hun fortalte, hun supplerede, og hun var så intens at det var umuligt at være uopmærksom.
Erik og Sara har deltaget i et væld af solidaritetsarrangementer. Og solidaritet med de svage var ikke kun en politisk holdning. Solidariteten var i Saras sjæl. Det gik hende på som menneske, når mennesker i Danmark og udenfor blev behandlet uretfærdigt og uværdigt. Politik var noget personligt.
Sara magtede som solidarisk menneske både fortvivlelsen, den store glæde og den personlige politiske harme. 'Det er menneskets natur at bekæmpe uret og undertrykkelse', sagde hun da hun i 2003 talte mod den israelske 'apartheid'-mur. Men hvor barsk talen end var mod Sharon og hans regering, endte hun med ønsker om en israelsk kursændring der kan ende den sønderslidende konflikt både for det israelske og det palæstinensiske folk.
Og lykken var der også. Som i et Sara-Stinus-digt om en diset måne på en Chagall-blå himmel : 'En lykkefyldt sitren i mit indre springer i flammer, og i bålets bølgende varme sker det: miraklet, evigt som livet, som kærlighed.
Sara skrev digte og børnehistorier. Hun skrev faglitteratur, og hun skrev barndomserindringer, der i efteråret blev genudsendt af Danmarks Radio. Hun var dansk u-landsfrivillig i Tanzania. Hun var underviser og hun var taler. Hun var en af de fremmede, der blev noget af det allermest danske og nærværende. Hun var indvandrer og gjorde Danmark meget rigere.

Sara Mathai Stinus bisættes lørdag den 21. januar kl. 14 fra Esajas Kirke, Malmøgade/Upsalagade, København Ø